Frivilligheden bliver fejret til september
Frivilligrådet i Syddjurs Kommune inviterer igen i år til stor, fælles fejring af frivilligheden.
De frivillige er den lim, som er med til at holde hele det danske samfund sammen. Idrætsforeningen, spejderne, de humanitære foreninger, Dansk Flygtningehjælp, Røde Kors, KFUM og K, Lions, Rotary, Ældresagen, diverse patientforeninger og bestyrelser, Brugsforeningen over skole og børnehavebestyrelser til vandværket og borgerforeningen.
Så hvad enten du er aktiv i Naturfredningsforeningen, i ride-eller sejlklubben, er Natteravn, vinterbader eller aktiv i Madspildspensionatet eller noget helt sjette, så er Frivillig Fredag 30. september en enestående chance for at fejre jer selv og møde andre frivillige til en stor, fælles fest i Kolind+ på Bugtrupvej i Kolind.
Ud over gratis fællesspisning af kæmpe madspildsbuffet fra Madspildspensionatet, kaffe og kage, og bålhygge med spejderne kan festen også kan byde på gymnastikshow med Showmix og levende musik blandt andet med HitOrkestrets 60’er-show, hvor man kan møde Fire Fyre Fra Liverpool, Elvis fra Randers og Brenda Lee På En Prik.
Der vil være gratis billetter med spisning til de første 250 personer - og efter fællesspisningen er der yderligere 100 gratis danse-billetter til dem, som kom for sent til at bestille spise-billetter.
Det er simpelthen med straks at få reserveret dagen eller i hvert fald aftenen 30. september. Det er også muligt at melde sig som frivillig et par timer til en tjans på køkkenholdet i dagens løb eller til opvasken bagefter.