Fortsæt til indhold

Fotobog om øen mellem Jylland og Sverige

Naturen på Anholt i fokus for Kim Fleischer Michaelsens kameralinse.

Samfund

Bortset fra Anholt Fyr, så er det ikke bygningerne, og heller ikke menneskene på Kattegatøen, som fylder i den nye fotobog, som blot har fået titlen ”Anholt”. Det er alt det, der også er den store oplevelse på Anholt - og sværest at fotografere - himlen, havet, stranden, ørkenen, planter, fugle, sæler, mønstre og spor.

Manden bag er Kim Fleischer Michaelsen, der gennem 20 år næsten hvert år har gæstet Anholt. Til daglig er han professor emiritus på Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring. Langt fra hverdagens larm og travlhed har han set helheder og detaljer, mønstre i vandet og sandet, skyerne på himlen. På de lange ture, er det blevet til tusindvis af fotos, som han i 2004 og 2016 har haft udstillinger af i Redningshuset på Anholt. Og det er et udvalg af disse fotos, som nu har fundet plads til fotobogen.

Den er på 104 sider, indbundet og i farver. De korte tekststykker i bogen er på dansk, tysk og engelsk, så de fleste af de 60.000 turister, der årligt gæster Anholt kan være med.