Efter skyderiet i Fields - Nordisk Film lukker samtlige biografer i dag
Nordisk Film Biografer har en biograf i shoppingcentret Field’s. Og det er i lyset af søndagens skyderi, at man har valgt at holde lukket i hele landet mandag.
Havde man tænkt sig at man i dag skulle ind og se film på det store lærred i BioCity eller i biografen på Trøjborg, så skal man nok lave planer om at gå et andet sted hen.
For Nordisk Film Biografer, som står bag førnævnte biografer, har også en biograf i shoppingcentret Field’s. Og Nordisk Film har valgt at lukke alle sine biografer i hele landet mandag i lyset af søndagens skyderi, der skete i netop Field’s.
»Vores tanker og dybeste medfølelse går til ofrene og deres pårørende,« skriver Nordisk Film på kino.dk.
Her fremgår det også, at gæster, der har købt billetter til forestillinger mandag, vil blive kontaktet og få deres penge refunderet.
»Nordisk Film Biografer håber på jeres forståelse i denne svære situation,« skriver selskabet.