Svendebrevet – en vej ud i den store verden

I udstillingen ”Godt håndværk”, som vises i Den Gamle By netop nu, kan man se et svendestykke fra en nyudklækket klejnsmed årgang 2021 udstillet. På en video fortæller han om sine fremtidsplaner, nu hvor svendebrevet er i hus:

»Jeg har planer om at læse videre til maskinmester på et tidspunkt. Men inden da, vil jeg først ud og rejse. Ud og opleve verden, inden man bliver for gammel. Rejsemulighederne for smede er kæmpestore – du kan komme i offshorebranchen, til Norge og arbejde som svejser, du kan arbejde på en stålfabrik i USA, Canada osv. Der er rigtig mange muligheder.«

Dermed bliver han faktisk del af en flere hundrede år gammel tradition for at rejse ud i verden med sit håndværk.

At drage på valsen

Svendebrevet var fra gammel tid et bevis på udstået læretid hos en håndværksmester, og det adskilte dengang som nu faghåndværkeren fra amatøren. Med et svendebrev i hånden kunne svenden frit opsøge arbejde i andre byer og lande som en ærlig håndværker. Det var nemlig i håndværkerlaugenes storhedstid fra ca. 1600-1850 ikke bare et uddannelsesbevis, men også en adgangsbillet til et internationalt netværk for vandrende faglært arbejdskraft.

Tilbage i tiden blev det faktisk forventet, at nyudlærte håndværkere rejste ud i verden for at dygtiggøre sig, inden de kom hjem og stiftede familie, og på sigt etablerede sig som mester. Man kaldte det at drage på valsen. Med et veludbygget europæisk system af svendeherberger kunne svendene vandre fra by til by og være sikre på at få ly for natten og et måltid mad, hvor de kom frem. På herbergene skrev byens mestre på en tavle, når de havde arbejde at tilbyde de rejsende svende. Og var der ikke noget arbejde at få, så gik turen videre til næste by.

Turen skulle helst vare mindst tre år og kunne føre den unge svend vidt omkring. Man kender bl.a. et eksempel på en karetmagersvend, der på sin vandring fra 1846 til 1849 nåede helt til Istanbul (dengang Konstantinopel). I en tid, hvor det at rejse ud og se verden ikke var muligt for det store flertal af befolkningen, var det ikke desto mindre standard for unge håndværkere.

Ført videre af navere

Sidste halvdel af 1800-tallet blev imidlertid en opbrudstid, hvor håndværkernes organisationer mistede betydning. Nu tog industrien i stedet over, og det ændrede arbejdsmarkedet grundlæggende. Omkring år 1900 var håndværkervandringerne således stærkt på retur.

Men traditionen videreførtes til gengæld af en række internationale naverklubber, nu som en nichekultur. Ordet naver er en forkortelse for skandinaver og betegner vandrende svende fra de nordiske lande. Især blev Schweiz et knudepunkt for de håndværkere, der stadig opretholdt den gamle vandringstradition. Naverklubberne indførte samtidig standardiserede uniformer, så naverne ikke blev forvekslet med vagabonder.

Og som den unge klejnsmed i udstillingen fortæller, findes der også i dag aktive organisationer, der fører traditionen videre i en opdateret form, som gør det nemt for unge håndværkere at rejse ud i verden med deres fag. Ikke til fods som førhen, men selvfølgelig med nutidens moderne transportmidler.

Denne artikel præsenteres i samarbejde med Den Gamle By, der denne sommer hylder håndværket med temaet: ”Godt håndværk – også i fremtiden.”