Fortsæt til indhold

Snart kan du drikke vand fra Anebjergskov

Grundvandet under Anebjergskov er snart klar til at flyde fra vandhanerne i Skanderborg.

Samfund
bo

Fremtidssikring. Det er grundlæggende, hvad det handler om, når Skanderborg Forsyning kigger efter nye steder at pumpe vand op fra undergrunden, som skanderborgenserne kan drikke.

Når vi kigger år ud i fremtiden, er det ikke sikkert, vi kan blive ved med at sikre vandkvaliteten. Derfor kigger vi efter en ny plads, og Anebjerg er et rigtig godt bud
Morten Bak, geolog, Skanderborg Forsyning

Lige nu flyder vandet både fint og rent fra den såkaldte kildeplads under Skanderborg by. Men med et stigende befolkningstal – og et dertilhørende større tryk på vandforbruget – er det sund fornuft at kigge efter nye muligheder.

Og sådan et er ifølge forsyningsselskabet snart klar under Anebjergskov. De første prøveboringer viser gode takter, og hvis sommerens test gør det samme, kan Anebjerg sikre byens vandforsyning i de næste 30 år.

Det fortæller Morten Bak, som er geolog hos Skanderborg Forsyning og projektleder på den nye grundvandsboring under Anebjergskoven.

»Den nuværende kildeplads i Skanderborg er stor og har i dag ingen problemer med at forsyne borgerne med rent drikkevand. Men kildepladsen ligger i en byzone, så når vi kigger år ud i fremtiden, er det ikke sikkert, vi kan blive ved med at sikre vandkvaliteten. Derfor kigger vi efter en ny plads, og Anebjerg er et rigtig godt bud,« konstaterer Morten Bak i en pressemeddelelse.

Træerne i Anebjergskov sikrer, at miljøfremmede stoffer ikke kan sive ned til grundvandet. Foto: Per Bille

Træerne passer på vandet

Det særlige ved vandet under Anebjerg er, at det er beskyttet af en stor skovrejsning, som Naturstyrelsen har lavet i området med støtte fra Skanderborg Forsyning og Skanderborg Kommune.

»En skovrejsning sikrer, at jorden ikke bliver udsat for påvirkninger fra for eksempel bebyggelse, industri eller dyrkning af arealerne. Det betyder færre miljøfremmede stoffer, der kan nedsive til grundvandet,« forklarer Morten Bak, der glæder sig over, at de seneste prøveboringer fra Anebjerg ser lovende ud.

»Ved den første boring var det lidt svært at få vand op, men i andet og især tredje forsøg fik vi en ret god ydelse. Det er godt, for det betyder, at det reelt kan lade sig gøre at pumpe vand op til forbrugerne. Nu er næste skridt at finde ud af, hvor meget vand vi kan få fra Anebjerg uden at påvirke negativt andre steder,« fortæller han.

Prøvepumpning i ferien

I løbet af sommeren laver Skanderborg Forsyning derfor en tre uger lang prøvepumpning fra den forventede kildeplads Anebjerg, mens nærområdet monitoreres i fire uger før og fire uger efter.

Testen bruges til at vurdere, hvor meget vand man kan hente op, uden det går ud over miljøet – og uden det påvirker andre vandværkers indvinding, for eksempel i Gram eller Fruering.

»Hvis man går tur i Anebjergskoven i løbet af sommeren, vil man derfor kunne se prøvestedet og de rør, som vandet i prøvepumpningen løber i. Det er ikke så pænt, men jeg håber, folk vil bære over med det, når de nu kender formålet,« siger Morten Bak og lover, at der bliver lavet en pænere pumpestation, hvis resultaterne viser sig gode.

Hvis prøvepumpningen viser gode resultater, skal der indhentes tilladelse fra kommunen, og så forventes kildeplads Anebjerg at kunne levere omkring 400.000 kubikmeter drikkevand til Skanderborg om året.