Fortsæt til indhold

Støtte til forskning i tjenestefolkenes rolle på herregårdene

Dansk Center for Herregårdsforskning modtager bevilling fra Augustinus Fonden.

Samfund
ab

Med en bevilling på op til en halv million kroner støtter Augustinus Fonden Dansk Center for Herregårdsforsknings arbejde med tjenestefolkene på de danske herregårde.

Forskningscentret, der har base på Gammel Estrup, vil over de kommende måneder blandt andet undersøge den særlige rolle, som husholdersker og forvaltere spillede på de danske herregårde førhen, videreudvikle en database om tjenestefolk på alle danske herregårde til forskellige tider og styrke det internationale samarbejde indenfor herregårdsforskningen.

Tyendets historie frem i lyset

Leder af centeret Signe Boeskov fortæller i en pressemeddelelse, at bevillingen fra Augustinus Fonden har gjort det muligt at gå i dybden med det store og vigtige arbejde med at fortælle historien om herregårdens arbejdende folk, der jo udgjorde langt størstedelen af herregårdens mennesker førhen.

»De er derfor en vigtig brik i forståelsen af de danske herregårdes historie. Men ikke desto mindre har tjenestefolkenes historie traditionelt været underbelyst i forskningen i dansk sammenhæng. Med støtten fra Augustinus Fonden kan vi nu komme et meget væsentligt spadestik dybere i denne del af herregårdens historie og samtidig sikre, at historien bliver formidlet til offentligheden.«

Man kan allerede nu finde viden om tjenestefolkene på de danske herregårde på www.danskeherregaarde.dk, men tanken er, at hjemmesiden med tiden skal udbygges med en omfattende ’tyendedatabase’, hvor man skal kunne finde information om ansatte på hver enkelt herregård til forskellige tider.

»Databasen vil samtidig være et uvurderligt redskab for centerets forskningsprojekter og for andre med forskningsmæssig interesse i herregårdens ansatte,« understreger Signe Boeskov.

Forskning i orden og hierarki

Bevillingen fra Augustinus skal også give mulighed for at udvikle nye forskningsprojekter inden for emnet. Et kommende interesseområde vil således være de øverste funktionærer, for eksempel husholdersken og forvalteren, der var særligt betroede medarbejdere og kunne træffe beslutninger i herskabets fravær i forhold til de øvrige ansatte.

»I både vores igangværende forskning, i de projekter, som vi ønsker at lave i fremtiden, og i vores arbejde med databasen er herregårdens særlige orden og hierarki centrale emner. Vi vil gerne vide mere om, hvordan hverdagens strukturer, herunder magtstrukturerne, fungerede, og her spiller for eksempel forvalter og husholderske nøgleroller,« forklarer Signe Boeskov.

Sparring med engelsk forskning

En vigtig del af Dansk Center for Herregårdsforsknings arbejde med tjenestefolkenes historie er udveksling af viden og sparring med de forskningsmiljøer, primært i England, som har erfaring med både tjenestefolk som forskningsfelt og kombinationen af historie og digitale metoder og database.

Derfor vil en af de første aktiviteter være et sommerskoleophold for en af forskningscenterets medarbejdere ved universitetet i Oxford allerede i juli 2022.