Vi vil bevæge dig: Turistens guide til det grønne Randers
Se listerne over parker, grønne oplevelser og ture på egen hånd i Randers. Vi har med lidt hjælp samlet de gode steder til dig.
Listen over steder i Randers, hvor du kan bevæge dig, er ret stor. Og hvorfor ikke få den samme hjælp som turisten, der besøger Randers, får.
VisitAarhus og Randers Cityforening, har på flere hjemmesider samlet de gode steder, hvor du kan læse mere. Du kan se linkene i faktaboksen.
Hvad med at tage på sommerens nyhed, en lydvandring gennem Randers. Det handler om ’Hemmeligheden om Randers’.
Det kræver en smartphone i hånden, et headset og så fører skuespiller Bodil Jørgensens stemme dig gennem byen.
Masser af cykelture
Eller hvad med at tage Randers Fjord rundt på cykel. Det behøver ikke kun at være til Fjordløbet i august, at cyklerne bliver luftet. Ruten på VisitAarhus hjemmeside fører dig hele vejen rundt om Randers Fjord, men du kan godt afkorte den.
Du kan også cykle på dele af den tidligere jernbanestrækning mellem Randers til Hadsund, der åbnede i 1883. Den havde sin egen jernbanestation i Fischersgade, indtil banen blev nedlagt i 1969. Den 10 km lange banestrækning, der starter ved Dronningborghallen og fører gennem et naturskønt område over Lem til Spentrup, er i dag en cykel- og vandresti, og det er den, man følger på denne tur. Fra Spentrup går turen tilbage til Randers via Bjergby og Borup.
En klassiker er en kanotur på Gudenåen fra ophalerpladsen i Bjerringbro til Randers og den Blå Bro, eller Fladbro. Eller en af de utallige vandreruter i Randers.
Og så er der Kunstruter, Geocaching, Culture by Bike, Pramdragerstien, Skinnecykler mellem Allingåbro og Randers, for blot at nævne nogle af de forslag, som der ligger klar på hjemmesiderne.
Rådhustorvet og midtbyen
Du kan også finde Visit Aarhus’ turist infocykel på Rådhustorvet i Randers hele sommeren, klar til at servicere Randers’ gæster med inspirationsmateriale og personlige anbefalinger.
Og når du alligevel står på Rådhustorvet, så sæt dig et par minutter i Rådhushaven, med blomster og siddepladser overalt. Sæt legen i gang med et af de udendørs spil, der står klar på pladsen.
Hver onsdag er der levende musik på torvet. Tag på en digital skattejagt, Safarijagten, som Randers Cityforening står bag. Du kan også lade ungerne lege i sandkassen ved Slotspladsen eller tage en selfie foran Galleri Kochs selfie-væg på Brødregade.