Fortsæt til indhold

Substans beholder Michelin-stjerne

Skanderborg-parret Louise og René Mammen, der står bag gourmetrestauranten Substans i Aarhus, høstede endnu en stjerne, da der mandag 4. juli blev uddelt nordiske Michelin-stjerner.

Samfund

Der blev festet på toppen af Pakhusene på Aarhus Ø, da det mandag blev afsløret, hvilke restauranter der er med i 2022-udgaven af den nordiske Michelin-guide. Guiden omfatter nu 255 restauranter og Substans er stadig i blandt dem.

Det har restauranten været hvert år siden 2015, på nær det ene coronaramte år, hvor teltpælene blev rykket op og Substans flyttede til Aarhus Ø.

Vi er naturligvis vildt glade og mega taknemlige. Det er en helt særlig dag, og selv om vi har prøvet at få stjerner flere gange, så er det bestemt ikke noget, der nogensinde bliver en selvfølge. Vi er pissestolte af, at den også kom i hus i år
René Mammen, Restaurant Substans

God mavefornemmelse

»Vi havde en rigtig god mavefornemmelse i år, for vi har aldrig været bedre, end vi er nu, men alligevel er der jo altid en usikkerhed, så vi var da lidt nervøs,« fortæller René Mammen, der sammen med familien og resten af holdet bag restauranten fulgte uddelingen af Michelin-stjernerne fra toppen af Pakhusene.

»Vi var inviteret til Stavanger, men på grund af travlhed og ferie, valgte vi at blive i Aarhus. Så vi sad hele holdet og børn på restauranten og fulgte uddelingen og fejrede det.«

»Vi er naturligvis vildt glade og mega taknemlige. Det er en helt særlig dag, og selv om vi har prøvet at få stjerner flere gange, så er det bestemt ikke noget, der nogensinde bliver en selvfølge. Vi er pissestolte af, at den også kom i hus i år,« understreger René Mammen.

Stjernedrys over Aarhus

Den nye Michelin-guide byder på et fint stjernedrys over Aarhus. Foruden Substans bevarede også Restaurant Gastromé, Restaurant Domestic deres stjerne, mens det endelig lykkedes Frederikshøj at erobre en Michelinstjerne nummer to.

Samtidig blev Wassim Hallal hædret med en Michelin Chef Mentor Award, én af Michelins Special Awards, som hylder talentfulde teams og store personligheder.