»Et kæmpe problem« at langt færre søger ind på disse uddannelser i Aarhus
VIA University College oplever i år et markant fald i søgningen til velfærdsuddannelserne, hvilket rektor Harald Mikkelsen kalder »et kæmpe problem for vores samfund.«
Når nye hold på en række af VIA University Colleges velfærdsuddannelser møder op efter sommerferien, vil det være med væsentlig færre studerende end tidligere år. Tirsdag udløb fristen således for at søge ind på de videregående uddannelser, og ifølge tal fra VIA University College i Aarhus ser det sort ud for uddannelserne til sygeplejerske, lærer, pædagog og socialrådgiver.
Konkret er antallet af ansøgninger til sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus faldet fra 1.341 i fjor til 970 i år, hvilket svarer til et dyk på 27,7 procent. På pædagoguddannelsen i Aarhus er faldet i antallet af ansøgninger på 19,7 procent – fra 1.185 ansøgninger i 2021 til 952 i år. Socialrådgiveruddannelsen er den af de fire store velfærdsuddannelser, der oplever den største nedgang i søgningen – nemlig et fald fra 901 til 640 ansøgninger, svarende til et fald på 29,0 procent. Læreruddannelsen i Aarhus må også notere sig færre ansøgninger end sidste år – nemlig et fald på 17,6 procent fra 1.062 til 875 ansøgninger.
Den udvikling bekymrer Harald Mikkelsen, der er rektor ved VIA University College.
»Det er et kæmpe problem for vores samfund og dermed os alle sammen, at for få vælger de vigtige velfærdsuddannelser. Når vi ikke kan uddanne det nødvendige personale til de funktioner, der udgør fundamentet for vores velfærdssamfund, står vi reelt i en situation, hvor fundamentet slår revner og er i fare for at kollapse,« siger han i en pressemeddelelse fra VIA University College, hvori han også kommer med en klar appel til politikerne:
»Det er ikke VIA men hele Danmark, der mangler studerende på både velfærds- og STEM-uddannelserne. Derfor har vi brug for en national handleplan nu. Vi bliver nødt til at pulje alle gode kræfter fra både uddannelsesverdenen, fra praksis og fra politisk hold, så vi kan få flere til at vælge de fag, hvor der er mangel på arbejdskraft. Vi står med et problem, som vi skal tage meget alvorligt, og som kalder på en fælles indsats.«
Harald Mikkelsen vil blandt andet have en plan, der sikrer, at særligt stx-gymnasierne viser eleverne, at universiteterne ikke er den eneste rigtige vej at gå. I dag er det kun 18 procent af stx-eleverne i Region Midtjylland, der vælger en velfærdsuddannelse, viser nye tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.