Igen stort ryk-ind i Sommerby St. Sjørup
Kæmpe markedsplads rundt om søen i St. Sjørup
»Hej, hvad skal du ha’ for sådan én.«
»Der kommer børneteater om lidt, kom med og kig.«
»Njah, jeg kigger bare.«
»Har du den her i rød?«
Årets første Sommerby St. Sjørup-marked tog pænt imod gæsterne denne første tirsdag i juli. Der var tændt for solen, i hvert fald det meste af tiden, søen med dens siv, svaner og ællinger leverede som sædvanlig den flotteste maleriske baggrund, og staderne med mad og forfriskninger var klar til start. Det var det første marked efter to års pause på grund af corona.
St. Sjørup med sine godt hundrede indbyggere har formået at stable et sommermarked på benene, der med ofte over hundrede kræmmere er blevet et af de store. På gode sommerdage besøges markedet af op til 2000 gæster.
Ingen hast
En mark i udkanten af byen er indrettet til P-plads. Den er ved at være pænt fyldt op, her en halv times tid efter at markedet åbnede klokken 16. Parkerede biler hænger også i kanten af vejen inden for byskiltet, folk spadserer til og fra, stopper op og snakker. Der er sommerstemning og ingen hast.
Markedspladsen myldrer af gæster mellem boder og trailere. Planter, honning, lædervarer, trædrejede ting, pandekager, bøger, skilte, møbler, porcelæn, legetøj, tøjdyr, beslag, hækklippere, støbejernsgryder, blinklys, ledninger, murerskeer - ja, alt tænkeligt kan øjensynlig fås i en bod i Sommerby St. Sjørup.
Parkeringskaos
Lars Gaaei, formand for bylauget, fortæller efterfølgende, at der denne gang nok kun var cirka 80 kræmmere og ikke hundrede eller derover, som der ofte har været. Det undrer ham dog ikke, idet den første tirsdag som regel er en lille smule mat i forhold til både kræmmere, gæster og omsætning.
»Vi forventer flere næste gang.«
Også parkeringen var som vanligt:
»Fuldstændig kaos, som det også plejer at være.«
Der evalueres løbende, fortæller han, og der er da også blevet opsat skilte med standsnings- og parkeringsforbud på nogle af vejene, og den nævnte p-plads syd for byen.
»Vi er jo nødt til at sikre, at Midttrafiks busser og også eventuelle udrykningskøretøjer kan komme igennem.«
Folk fra nær og fjern
Bylauget tog initiativ til markederne i 1990’erne, og Sommerby St. Sjørup er nu en tradition, der tiltrækker folk fra nær og fjern hver tirsdag eftermiddag og aften i juli. Ikke mindst de mange gæster fra det nærtliggende store sommerhusområde får et gran markedsstemning og måske en ting eller to med sig derfra.
Cirka 50 lokale beboere er med til at arrangere og gennemføre markederne, og i gennemsnit er cirka 30 i gang ved hver markedsdag. Nogle af dem står bag disken og langer mad og drikke til de tørstige og lækkersultne gæster, andre tager sig af andre praktiske opgaver.
Overskuddet går til byens fælles vel. Indtil nu har overskuddet givet mulighed for at købe den tidligere skole, der nu drives som fælleshus. Efter de fire markeder i juli i år håber bylauget ifølge formand Lars Gaaei at få råd til at forbedre faciliteterne til ophold omkring søen samt restaurering af fælleshusarealet.