Lang fredags Fest-i-Hval med Den røde Tråd
Landsbyhallen Blåhvalen i Hevring bliver fredag 5. august ramme om Danmarks første ”Fest-i-Hval”.
HATS, Hevring Amatør Teater Selskab, inviterer til et daglangt musikprogram, hvor det blot gælder om at følge »Den Røde Tråd«. Det løber af stablen i Landsbyhallen Blåhvalen i Hevring fredag 5. august.
Kulturforeningen markerer, at det er 20 år siden det eventyrlige fællesskab med aktører i hobetal fra store dele af det norddjurske landskab så dagens lys, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Shu-Bi-Dua-show
Festlighederne begynder klokken 14 med to timers underholdning for områdets ældre og pensionister. Det er 19. gang, det store musikalske træf med det sociale fællesskab i højsædet finder sted.
Der er som altid gratis entre og ditto kage, der er sponsoreret af lokale bagere og dagligvarebutikker. Man kan købe en øl eller sodavand, men kaffe og te skal man selv medbringe.
Underholdningen leveres af bandet »Den Røde Tråd«, der præsenterer sit store 75 minutters Shu-Bi-Dua-show. Det bliver naturligvis med sangen om Hvalen Hvalborg i en fremtrædende rolle, når nu scenen hvor bandet skal optræde på, ligger inde midt i Blåhvalens bug.
Og traditionen tro er underholdningen gavmildt sponsoreret af lokale pengeinstitutter, Lions Club Gl. Estrup, LC Svanerne Djursland, landsforeningen Danske Seniorer, ÆldreSagen med flere.
Derefter med dans
Når dagens første gæster er sendt hjem, dækkes der op til endnu en fest, denne gang med stort dansegulv. De vide porte i Blåhvalen slås op klokken 17.30, og så er maden klar til servering en halv time senere. Menuen består af en lokal buffet fra »Apetit« i Auning.
»Den Røde Tråd« er blevet i byen og indleder aftenens program med en times Shu-Bi-Dua musik. Efter en kort pause følges op med endnu en time, denne gang med Kim Larsen-numre både fra hans solokarriere og fra tiden i legendariske »Gasolin«.
Når »Den Røde Tråd« går af scenen, afløses bandet af irske toner med trioen »Mirsk« som består af tre gæve, garvede spillemænd fra Djursland.
Og som HATS udtaler:
»Vi stopper i tide, for hvis vi fortsætter med festen til midt om natten, ja så kommer strisserne. Og så ender det bare med en gang Rabalderstræde.«
Billetsalget er åbnet. Man kan læse mere på Facebook HATS-Hevring.