Fortsæt til indhold

19 byggegrunde i Hammel udbudt til omkring en million kroner stykket

Nu kan du byde på en byggegrund i den sydvestlige del af Hammel by.

Samfund

Favrskov Kommune gik for godt et år siden i gang med at byggemodne anden etape af udstykningen Hvedebakken i den sydvestlige udkant af Hammel.

Alle grunde i første etape af udstykningen er solgt, og mange familier har bygget hus og er flyttet ind, oplyser Favrskov Kommune, som nu udbyder 19 af de i alt 56 parcelhusgrunde og to områder med rækkehuse, som anden etape består af. Kommunen har i forvejen netop udbudt og solgt otte af grundene, hvorpå der skal bygges udstillingshuse.

De 19 nye byggegrunde ligger ved Storgårdsvej og Grævlingevej nordøst for første etape af Hvedebakken. De er i gennemsnit på cirka 1.050 kvadratmeter med den mindste på 854 og største på 1.379 kvadratmeter.

De 19 byggegrunde, du nu kan byde på, er markeret med grønt. De otte grunde markeret med rødt bliver der bygget udstillingshuse på. Illustration: Favrskov Kommune

Der er fastsat en minimumspris på hver af byggegrundene, som varierer fra 850.000 kroner til 1.095.000 kroner afhængig af størrelse og beliggenhed.

Kommunen påpeger, at nye tilflyttere får nem adgang til byens butikker, naturen og den direkte landevej til Aarhus, rute 26. Den integrerede institution Grævlingehulen ligger lige om hjørnet, og der er knap to kilometer til Søndervangsskolen. Og der er gode stisystemer, så både små og store beboere kan komme sikkert ud og hjem.

Udbuddet af de 19 byggegrunde kører fra 6. juli til 24. august 2022 klokken 12.00.