Den nye Slagter Kruse mikser tradition og forandring
Hans Ole og Bente Kruse så sig i 2021 nødsaget til at overdrage butikken i Tved til yngre kræfter.
Efter en kort nedlukning af Slagter Kruse i august 2021, flyttede parret Jeppe Solgaard og Paula Chanell Weigel ind i den tilhørende bolig i Tved.
Med sig havde de datteren Falke på tre måneder.
Parret var blandt flere kandidater valgt som nye forpagtere af slagteri og butik.
Et gammelt sted
»Det er et gammelt sted, vi har overtaget, og vi får lavet det nødvendige hen ad vejen,« siger Jeppe Solgaard.
»Vi har fået ny ovn, og til september kommer der ny disk.«
Paula Chanell Weigel hjælper til i butikken, laver noget administration – blandt andet lønninger til de 12 medarbejdere – og arbejder desuden 15 timer om ugen ved kvægdyrlægerne i Følle.
Mere end lys fremtid
»Vi elsker Mols og ser frem til at blive her og se vores 1-årige datter vokse op. Mols vækster, og fremtiden ser mere end lys ud.«
I den første periode forsøger parret at spare lidt på lønkronerne.
»Vi håber at tjene nok til at kunne købe stedet om et par år.«
Selv om Jeppe arbejder meget, prioriterer han også at have tid til sig selv og familien.
»Jeg forsøger at nå et par ugentlige løbeture, og efter sommerferien tager jeg til fodboldtræning i IF Mols.«
Vi elsker Mols og ser frem til at blive her og se vores 1-årige datter vokse op.Jeppe Solgaard
Butikken har første prioritet
I forhold til at byde ind på større arrangementer m.m. har det ikke noget hastværk.
»Jeg har lært af tidligere erfaringer og har prøvet, hvad det betyder at tage for meget ind. Butikken har første prioritet.«
Responsen fra kunderne og dialogen med dem, betyder rigtig meget.
»Folk er positive og glade. Når de tager så godt imod de forandringer, der også er en del af butikken, er det bare rigtig sjovt at være chefen.«
En kæmpe hjælp
Jeppe Solgaard lægger ikke skjul på, at Hans Ole Kruse har en stor del af æren for, at det er gået så godt.
Selv om advarselslampen ofte blinker ved udsigten til at involvere en tidligere ejer, havde Jeppe Solgaard ingen betænkninger ved at ansætte Hans Ole Kruse.
»Ole er en kæmpe hjælp, og det ville nærmest have været umuligt uden ham. Vi har en god dialog, og han har ladet os gøre vores.«
Ole er en kæmpe hjælp, og det ville nærmest have været umuligt uden ham.Jeppe Solgaard
Passer slagteriet
Hans Ole Kruses primære opgave er at passe slagteriet sammen med to andre.
»Jeppe og Paula kører butikken og slagteriet anderledes end mig, og det er helt fint,« siger han.
»Jeg er begyndt at lære dem lidt op i slagtning, men det er en udfordring at finde tiden til det. De skal jo også have lov til at trække vejret.«
Et af Hans Ole Kruses fif er at føre dagbog over antal kunder.
»Det gør de også, og det er altså rigtig godt året efter at have tallene for de forskellige perioder.«
De kører butikken og slagteriet anderledes end mig, og det er helt fint.Hans Ole Kruse
Gamle og nye opskrifter
De unge slagteres eksperimenter med andre opskrifter er en del af det nye.
»Nogle af de gamle opskrifter har dog overlevet, da der er noget, folk bare køber igen og igen.«
Facebook har for alvor gjort sit indtog.
»Da jeg havde butikken, styrede de unge Facebook, mens jeg nøjedes med at kigge. Men i dag ser jeg for alvor, hvor meget det giver, og det havde jeg nok ikke selv opdaget.«
Som en anden væsentlig forskel i forhold til tidligere angiver Hans Ole Kruse, at han nu er fri for at tælle kassen og har fri om lørdagen.
Ryggen er god igen
Og så er der det med helbredet.
»Jeg hang godt nok noget med næbbet på det tidspunkt, vi besluttede at afhænde. Men i dag har jeg det meget bedre.«
Arbejdsdagene er blevet lidt kortere, og fysioterapeutens råd for ryggen gør underværker.
»Jeg træner nu hver morgen og tør slet ikke lade være. Det går faktisk rigtig godt.«