Fortsæt til indhold

Kendt gourmetrestaurant rykker ind i Skindergade

Folkene bag den eksklusive aarhusianske restaurant L'estragon kreerer henover sommeren lækre retter på Skindergade 5, og det er der en helt særlig årsag til.

Samfund

Om sommeren er gastronomien i højsædet i Skindergade 5. Sådan har det været de sidste mange år, og denne sæson er ingen undtagelse. Efter 15 år med restaurantkonceptet ’Smag’, rykker der nu en ny forpagter ind i restauranten, og det er ikke hvem som helst.

Det er nemlig den aarhusianske gourmetrestaurant L’estragon, der henover sommeren kommer til at server sine velkendte retter til sommerglade borgere og turister. Det er der en særlig grund til.

»Jeg er selv fra Ebeltoft, og har haft min barndom her, så det gav bare mening at prøve det.« fortæller Sisse Sigrid Budtz-Jørgensen, der sammen med Vibeke Husted udgør ejerduoen bag L’estragon.«

Vi ligger jo inde i Aarhus, hvor vi har nogle borde ude foran på vejen. Det er også fint og fedt, men det at prøve at køre restaurant i en have som den her, i det her område, hvor jeg selv er fra. Det ville vi gerne.
Sisse Sigrid Budtz-Jørgensen

Det er dog ikke så meget tilhørsforholdet til byen, der blev den afgørende faktor, men nærmere bestemt Skindergade 5 og den helt særlige have.

»Jeg kender haven fra dengang jeg var barn, og den var helt fantastisk. Så da Jakob spurgte om vi ville forpagte restauranten, så var det det første jeg huske. Den der drømmehave. Det var helt klart det, der var trækplastret.«

En ny udfordring

Det at køre en sommerrestaurant var også en stor tiltrækning for ejerne. L’estragon ligger nemlig til daglig inde i midten af Aarhus larmende gader, og ejerne har længe drømt om at prøve noget mere idylisk.

»Vi ligger jo inde i Aarhus, hvor vi har nogle borde ude foran på vejen. Det er også fint og fedt, men det at prøve at køre restaurant i en have som den her, i det her område, hvor jeg selv er fra. Det ville vi gerne.«

Det var dog ikke fordi ejerne af L’estragon egentlig ledte efter en mulighed som denne. Den opstod pludseligt, og så slog de til. Der har da også været rigeligt at se til i opstarten, hvor især haven trængte til en kærlig hånd, og holdet har været i gang siden mandag med at feje, klippe og pusle. Der er nemlig selvsagt masser af ekstra arbejde, når man skal køre to restauranter i stedet for en. Det ser dog ikke ud til at bekymre de to ejere. Det handler udelukkende om struktur, fortæller de.

Det er jo L’estragon, der er her, så succeskriteriet er jo, at folk får en fornemmelse af, at de møder L’estragon, men i en have og i en sommerby.
Sisse Sigrid Budtz-Jørgensen

»Vi har hyret noget personale ind, som vi kender fra restauranten. Det er folk vi kender. Det team vi har her, er et rent drenge-team. De har alle været i køkkenet og prøvet at være tjenere. Så de er alsidige og dygtige, så de skal være lidt selvkørende herude med lidt supervision og lidt opbakning, og så pendler vi lidt frem og tilbage.«

Holdet er hyret ind specielt til lejligheden. L’estragon har lejet et sommerhus til dem, så i stedet for at tage på sommerferie, så får de unge team en helt unik sommeroplevelse.

Book i god tid

Selvom ejerne ikke har erfaring med at drive to restauranter samtidig, så har de allerede haft lignende generalprøver. De har tidligere kørt L’estragon samtidig med selskaber, konfirmationer og deslige.

»Vi har også prøvet at have restauranten samtidig med en Northside-bod, så vi har en lille smule erfaring med at være mere end et sted, men ikke over en hel måned. Men det prøver vi nu,« fortæller Vibeke Husted med et selvsikkert smil.

L’estragon føler sig altså velforberedte, og det er vigtigt. Det absolut vigtigste er nemlig, at både gæster og personale får en masse gode oplevelser.

»Det er jo L’estragon, der er her, så succeskriteriet er jo, at folk får en fornemmelse af, at de møder L’estragon, men i en have og i en sommerby,« siger Sisse Sigrid Budtz-Jørgensen afsluttende.

De fortæller samtidig, at de første reservationer allerede er dumpet ind, så hvis man ønsker at være sikker på en plads i haven, kan man booke via L’estragons hjemmeside. L’estragon i Skindergade 5 holder åbent uge 28, 29, 30 og 31.