Efter ferien møder ukrainske børn ind til nyt tilbud
Randers Kommune samler efter ferien en flok børn fra Ukraine i en ny institution. Her får nybagt brød en særlig rolle.
Når sommerferien er slut, står bamser og legetøj klar til at møde en håndfuld børn fra Ukraine. De bliver samlet under samme tag i Fårup i en nyoprettet børnehave ved navn Børnenes Hus. Det sker i Fårup Børnehaves forhenværende lokaler, som er ved at blive klargjort til rykind 1. august.
Bygningen har stået tom, siden Fårups skole, SFO og børnehave blev samlet under samme tag i 2020.
Normalvis bliver børn fra andre lande integreret direkte i de allerede eksisterende daginstitutioner i Randers Kommune. Der er dog generelt stort pres på dagtilbudsområdet, og derfor er Børnenes Hus etableret som en midlertidig løsning, så længe behovet er der. I første omgang forventer kommunen seks børn, og at flere vil følge.
Tryghed
Børnenes Hus vil tage særligt hensyn til, at der er tale om børn fra det krigshærgede Ukraine.
»Vi arbejder med tryghed på mange forskellige planer. Børnene kommer til at møde en helt anden kultur, end den de kommer fra. I Danmark gør vi for eksempel rigtig meget ud af udeleg i næsten al slags vejr, og ukrainske børn ejer hverken regntøj eller gummistøvler,« fortæller Anna Plovbøl Pedersen, der er leder af Børnefagligt Udviklingscenter i Randers Kommune, i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at børnene vil opleve tryghed og få en god børnedag med leg og nærværende voksne.
»De bager blandt andet brød hver dag, fordi duften af nybagt brød kan have en beroligende effekt og er forbundet med noget positivt for de fleste, og vi har tænkt os at gøre det samme i Børnenes Hus.«
Ud over et garvet dansk personale vil der også være ansat en pædagogisk medarbejder fra Ukraine. Og formentlig følger endnu en fra Ukraine, uddyber Anna Plovbøl Pedersen over for JP Randers.
»Da vi havde åbent hus i sidste uge, var den ukrainske ansatte med, og det fungerede rigtig godt. Det er en stor styrke. Det handler om, at vi sikrer, at børnene møder nogen, der forstår dem, og kan sikre den gode kommunikation med forældrene,« siger Anna Plovbøl Pedersen.
Kørt til og fra
Jette Elkjær, der bliver pædagogisk leder af Børnenes Hus i Fårup, understreger, at der skal skabes nogle gode legemiljøer for børnene.
»Legen er bærende, når man skal udforske nyt og bearbejde oplevelser, og det har alle børn brug for.«
Institutionen har fået rigtig meget legetøj og ting til indretning fra andre institutioner i kommunen, så det kun er få nye ting, den har været nødt til at købe.
Børnene vil blive kørt til daginstitutionen i Fårup og afleveret ved deres bopæl igen. Samtidig har forældrene mulighed for at køre med og aflevere børnene i den første tid.