Fortsæt til indhold

»Vi så en sæl, der blærede sig«

På Kyst- og Fjordcentret i Voer er der mange aktiviteter, blandt andet sejlture på fjorden og tilberedning af fisk.

Samfund

Sommerattraktionerne på Djursland tiltrækker gæster fra nær og fjern. På Kyst- og Fjordcentret i Voer denne onsdag formiddag er familien Anne Sophie Riis, Gert Johansson og børnene Astrid og Laurids fra Skanderborg blandt gæsterne. Familien hørte om stedet sidste år, og ville gerne selv ud og kigge og prøve aktiviteterne.

Klokken 9.30 sejlede familien ud i motorbåden sammen med Carsten Enemark, leder af Kyst- og Fjordcentret, for at tømme tre tejner. Der var lidt forskellige havdyr i hver af dem, men ingen fisk. Derfor er familien nu ved at rense fisk, hentet op af fryseren, og bagefter skal de tilberede dem over bålstedet.

Ude på fjorden fik børnene lov til at sejle båden, de fik en skipperhue på, og de kunne følge med på ekkoloddet og lære lidt om søfartsreglerne.

»Vi så en sæl, der blærede sig. Vi så først hovedet, så forsvandt den, og da vi så den igen, lå den på ryggen med en fisk i munden,« fortæller Laurids.

Henne ved bålstedet er Bastian og farmor Elsebeth nu også kommet til og er i gang med at lave træspåner og pinde til bålet. Bastian er tidligere spejder, så han har et godt tag på det.

Lidt stille i Voer

Carsten Enemark fortæller, at turiststrømmer her i Voer i uge 28 er lidt stille. Til gengæld er der rigtig mange gæster ved Blå flag-stationerne i Fjellerup og Bønnerup.

»Der er altid lidt stille i de to første uger af sommerferien, men der skulle gerne have været lidt flere på dette tidspunkt.«

I forhold til antallet af bookninger af shelters og telte i Voer noterer han dog, at der er flere på vej. Det er samtidig en balance, at man selvfølgelig gerne vil have godt med gæster men helst ikke alt for mange ad gangen, tilføjer han.

»Vi vil gerne have tid til at tage os godt af dem og give dem en personlig oplevelse.

Flere generationer på besøg

Carsten Enemark peger på, at mange af gæsterne er familier med børn, og tit også bedsteforældre og børnebørn.

»Det er det, der er så hyggeligt her. Familierne hygger sig sammen, og tit også flere generationer.«

Ofte opdager gæsterne også, at det er en helt anden oplevelse og smag end de er vant til, når de selv har været ude og fange fiskene og tilberede dem. Nogle, der ellers ikke bryder sig om at spise fisk, synes pludselig, at de smager godt.

»Når de først har prøvet at tilberede det her, kan de godt li’ dem,« fortæller Carsten Enemark, og tilføjer, at det er det samme med pandekager, som gæsterne har lavet over bålstedet.

»Jeg har da tit hørt folk sige, at det er de bedste pandekager, de nogensinde har smagt.«