Jazzkaravane på tour i Norddjurs
Fire forskellige koncerter fire forskellige steder i Norddjurs.
Tirsdag 19. juli og onsdag 20. juli kommer Djurslands Jazzkaravane forbi Norddjurs. Fire Aalborg-baserede musikere besøger fire forskellige steder i Norddjurs Kommune og spiller fire helt forskellige koncerter.
Norddjurs Kommune valgte i slutningen af 2021 at støtte dette projekt, der er et samarbejde iscenesat af den unge jazzmusiker Anders Boye Knudsen, tidligere Auning, med aktørerne jazzforeningen JAZZ9TUS fra Aalborg og Pavillonen i Grenaa.
Bandet består af Mads Jensen, guitar, Erik Lunde Michaelsen, trompet, Anders Bak, trommer og den lokale kulturaktør Anders Boye Knudsen på kontrabas. Anders Boye Knudsen har sin rod i Auning.
Fire forskellige koncerter
I løbet af tirsdagen er der først koncert hos Den Gamle Stald ved Gammel Estrup klokken 12. Her er temaet den mere traditionelle gren af jazzen, og den energiske unge jazzkvartet fra Aalborg giver sit bud på den tidlige del af jazzen, New Orleans, traditional jazz, Louis Armstrong med mere.
Efterfølgende fortsætter karavanen videre ud på Djursland og lægger vejen forbi Hestehaven Camping ved Fjellerup Strand. Det bliver en eftermiddagskoncert klokken 16 i cool jazzens tegn med numre fra blandt andet Chet Baker og Miles Davis’ bagkatalog.
Tirsdagens karavane slutter i Grenaa på den nyere bar Hva’Bar. Her spiller bandet fra klokken 20.30 og til de sene aftentimer.
»Det bliver jazz for de moderne og for dem, der har hang til at blive klasket lidt i hovedet af trompet der trutter og en guitar der skriger. Alt dette med solide tromme og bas grooves underneden,« fortæller Anders Boye Knudsen i en pressemeddelelse.
Her vil både være jazztunes fra den vide verden samt originale kompositioner fra bandets medlemmer.
Onsdag formiddag afsluttes karavanen med en koncert på Gjerrild Strand Camping, hvor man kan opleve nordisk jazz. Bandet tager udgangspunkt i kendte melodier fra den danske og skandinaviske sangskat. Både højskolesangbogen, børnesange og filmmusik vil blive præsenteret af de unge musikere, tilsat et strejf af jazz.
Holder fast i sin tilknytning til Norddjurs
Anders Boye Knudsen har i mange år været en aktiv kulturaktør på Djursland, selv om han nu bor i Aalborg. Der er mange gode grunde til, at han fortsætter med at vende tilbage til Djursland.
»Der er så meget potentiale i Djursland, og folk er rigtig gode til at bakke op om arrangementerne rundt omkring,« siger han.
Udover at arrangere disse koncerter er Anders også ansat i Ungnorddjurs hvor han denne sommer for femte år i træk er med til at arrangere en musikcamp for unge musikere på Djursland. Det sker i uge 31.
Campen er helt udsolgt, og 25 unge musikere indtager Allingåbro ungdomsklub i fire dage i slutningen af sommerferien for at spille musik sammen med andre musikinteresserede unge.