Pers forældre åbnede hjemmet for feriebarn fra Sydslesvig - »Ilse var min feriesøster«

Historien bag de Sydslesvigske børns sommerophold i Danmark har sin rod i historien, der starter med 1864, hvor Danmark mistede en tredjedel af landet – landet syd for Kongeåen – til Tyskland.

Dansksindede beboere kæmpede en kamp for at beholde deres tilknytning til Danmark, beholde deres sprog og danske kultur. De 56 år, de var under tysk styre, blev danske familier presset af myndighederne, dansk sprog blev forbudt i skoler, og man generede på flere måder folk, der ikke ville underordne sig den tyske regerings påbud.

Der var mange, der sendte deres børn til Danmark på højskoler eller på ophold hos familie. Mange kender også historierne om danske soldater i tysk tjeneste under Første Verdenskrig.

Et dansk mindretal

Så kom 1920, og Sønderjylland blev igen dansk, men Slesvig forblev tysk med et dansk mindretal. Grænseforeningen blev oprettet, og flere foreninger med dansk kultur opstod i det tyske område. For dem var det vigtigt, at den nye generation forstod dansk sprog og kultur og følte sig danske.

Børnene blev derfor sendt på sommerferie i Danmark for at blive helt fortrolig med sproget og kulturen. Danske familier åbnede deres hjem for helt fremmede børn. Det var en succes, der startede i 1919 og fortsatte frem til 1954.

Under krigsårene i 1939-45 var der stor materiel nød i Tyskland, og for de mange børn, der oplevede krigen, kunne det være en aflastning for både børnene og deres forældre, at andre sørgede for dem og deres forplejning og lærte dem danske normer og værdier at kende, og så var der også en mund mindre at mætte.

En af dem, der stod for tildeling og fordeling af Sydslesvigske feriebørn i Skanderborg-området var Rigmor Brandt fra Mesing, der var koordinator i Grænseforeningen.

Stadig i kontakt

I 1954 stoppede ordningen officielt. Men traditionen med at sende børnene på ferieophold fortsatte på mere privat basis. Nu var det ikke af materiel nød, men tradition. Mange fortæller, at deres feriebørn, deres børn igen og tilmed deres børnebørn stadig har kontakt til deres feriefamilier.

Per Lyngbak fra Hørning, der er en del af onsdagsholdet på Veng Lokalarkiv, er en af dem, der stadig har kontakt til sin feriesøster Ilse.

»Min far havde været modstandsmand i en af politiets modstandsgrupper, Ventegruppen. Som medlem af Dansk Samling var han stærkt national og følte det som en pligt at hjælpe dansksindede i Slesvig,« fortæller Per.

»Ilse var fire og et halvt år, da hun kom med et papskilt om halsen med et nummer og navn på, hvem hun skulle være hos. Hun var endnu ikke begyndt i skole og talte kun meget lidt dansk. Det første år var hun hos os i to og en halv måned, og da hun kom hjem, kunne hun slet ikke tale tysk mere, og en storebror, der var fem år ældre, og som også havde været i Danmark, måtte forklare forældrene, hvad hun mente.«

Feriebarn i 11 år

Ilse kom hos Pers forældre gennem 11 år. Hun stammede fra Slesvig. Hendes mor var dansksindet, og hendes far var flygtning fra Østpreussen. Han var blevet i Slesvig efter Første Verdenskrig, hvor han var blevet såret. De boede først i Slesvig og senere i storkebyen Bergenhusen.

Ilse blev udannet konditor i Flensburg, derefter var hun receptionist på Fehmern, hos færgeselskabet i Stuttgarten. Hun blev gift og bosat i Husum, men flyttede til Hockenheim, blev senere skilt og startede to forretninger med damekonfektionstøj i Hochenheim og München.

»Hun har to børn, en pige og en dreng. Ilse og jeg voksede næsten op som søskende. Hun var sammen med mig på ferier både hos min farmor og farfar og på Sjælland hos min mormor og morfar. Hun besøgte os senere mange gange og var med til sølvbryllup og flere runde fødselsdage. Jeg er stadig i kontakt med Ilse og hendes familie,« fortæller Per Lyngbak.