En godbid af Polen i Allingåbro
Ungt par har åbnet butikken Dobry Kasek med polske madvarer.
»Dobry Kasek« står der på skiltet udenfor butikken på Hovedgaden i Allingåbro. Det er polsk og betyder ’Godbid’. Indenfor finder man da også fyldte hylder med lutter polske madvarer og specialiteter. Her er olier, pølser, snacks, glas med fermenterede agurker og andre polske syltevarer, friske grøntsager, frugt, kager, kiks, olier, nudler, sodavand, øl og meget andet.
»Og vi tilføjer hele tiden nye produkter,« fortæller Daniel Plociennik, der i april i år åbnede forretningen sammen med sin kæreste Olga Michalecka.
Var selv kunde
Daniel Plociennik har boet i Danmark i fem år, og Olga Michalecka i to år. De bor i Ørsted og har indtil april arbejdet med omdeling af aviser og kørt ud for Wolt med mad i Randers.
Der har tidligere været en butik med polsk mad i samme lokaler som Dobry Kasek. Her var Daniel fast kunde, og han savnede den, da den lukkede for et par år siden. Derfor var der ikke særlig langt til handling, da han først fik ideen om at åbne sin egen butik sammen med Olga.
Det går fint med betjeningen af kunder. Daniel kan lidt dansk og mestrer det engelske. Begge går højt op i at byde indenfor i en pæn butik og yde god service.
»Vi gør vores bedste, og indtil nu har folk gået herfra med et smil,« siger Daniel.
Fødevarestyrelsens smiley viser, at man også herfra er tilfreds.
Kunder fra nær og fjern
Daniel erkender, at han i starten var temmelig spændt på, hvordan det ville gå. Han har heldigvis kun fået bekræftet, at det var det rigtige valg.
»Jeg kan rigtig godt li’ at være købmand.« smiler han.
»Det går godt med butikken, og jeg nyder at få en snak med kunderne. Det giver positiv energi.«
Mange kunder er selvfølgelig danske og polske, men der er også en del danskboende udlændinge fra andre lande i Østeuropa, blandt andet fra Letland, Rumænien og Litauen. De kommer fra både nær og fjern, nogle helt fra Billund, Odense, Grenaa, Ebeltoft, Randers og Aarhus.
Der er åbent i Dobry Kasek hver dag, undtagen mandag. Hver torsdag er der smagedag af to forskellige varer, heraf er én fra hylderne med søde sager.