Fortsæt til indhold

Jakob vender tilbage som halinspektør

Efter knap fire år vender Jakob Borst Sørensen tilbage som halinspektør i Allingåbrohallen.

Samfund

Jakob Borst Sørensen er foreningsmand og klubmenneske med hud og hår. Fra 15. august er han også halinspektør i Allingåbrohallen. Igen.

»Et drømmejob«

Jakob Borst Sørensen bor selv i Allingåbro og var i en periode på tre år halinspektør i Allingåbrohallen. Han stoppede for små fire år siden, idet hans hustru i sit arbejde ligesom han selv også ofte var afsted både aften og weekend. Med ankomsten af barn nummer to blev det helt umuligt at få familielivet til at hænge sammen. I stedet fik han job som pedel på Allingåbroskolen. Nu hvor børnene er blevet større, har han mod på det igen, og han glæder sig til at tage fat.

»At være halinspektør har altid været lidt et drømmejob for mig. Jeg var aldrig træt af jobbet sidst, nu passer det bare ind i familielivet igen. Heldigt at det lige blev ledigt.«

Som ivrig idrætsudøver har han altid været en del af foreningslivet og hallen. Han har både spillet en masse badminton og håndbold og har også dyrket fodbold. Badminton spiller han stadig med sine faste makkere.

I forældrenes fodspor

Allerede som teenager fik Jakob Borst Sørensen smag for halinspektør-jobbet. Hans far og mor var i seks år henholdsvis halinspektør og cafeteriaforpagter i Allingåbrohallen, og han gik til hånde med det hele. I dag er de to poster slået sammen til én.

Hans ældste datter Freja, 9, har også en snert. Da Jakob Borst Sørensen sidst var halinspektør, var hun ind imellem med ham på arbejde. Det glæder hun sig til igen.

»Det var virkelig sjovt. Jeg kunne altid finde noget at lave, og der var andre børn at lege og spille med.«

Halv elektriker

Jakob Borst Sørensen er udlært murer og arbejdede som murer i 13 år. Derefter besluttede han sig til at gå i lære som elektriker hos sine svigerforældre Birk & Borst El i Ørsted. Det blev dog kun til en halv uddannelse, inden han sprang til, da stillingen som halinspektør pludselig blev ledig.

»Fint med en halv uddannelse, når jeg nu skulle arbejde i en hal,« griner han.

Som hel murer og halv elektriker er CV’et godt skruet sammen, idet der ud over det administrative også venter ham en del håndværksmæssige ting, når han starter 15. august.

Det han glæder sig mest til, er nok at genoptage samarbejdet med halbestyrelsen, foreningerne og brugerne. De fleste kender han i forvejen, idet han har boet i Allingåbro hele sit liv.

Få folk i cafeteriaet igen

Han er forberedt på, at der skal gøres en indsats for at få aktiviteterne i hallen op på samme niveau som før corona.

»Dels er en del medlemmer faldet fra, og foreningerne har lidt svært ved at få startet hold op igen,« fortæller Jakob Borst Sørensen.

Cafeteriaet håber han også at få flere til at bruge igen. Sikkert som et resultat af afstandskrav og nedlukning under corona er mange idrætsudøvere begyndt både at springe over badet og cafeteriaet, og i stedet gå direkte hjem efter træning og kamp.

»Jeg synes, at det hører foreningslivet til, at man er lidt social efter endt træning eller kamp - at man sidder og damper af. Det er der, snakken rigtig kører.«

Af konkrete her-og-nu planer er et besøg af Cirkus Mascot, der til september laver forestilling inde i hallen. Og i efteråret skal hallens indgangsparti, gang, mellemgang og cafeteria renoveres. Det er finansieret af Norddjurs Kommunes renoveringspulje.