Så er der igen Open Air på Podiet
'Fri' bar, fuld musik og festivalstemning. Det lokker Podiet i Ebeltoft med på lørdag 30. juli.
Igen i år åbner Podiet Sport & Musik Bar for Open Air. En hel dag med musik, mad og fri bar, hvor konceptet er, at man får et armbånd, som ’på en rigtig festival’, og så kan man komme og gå, som man vil. Forpagter af stedet, Bent Thers, har sat 200 billetter til salg, og der er kun få tilbage, fortæller han.
Koncerten foregår udendørs, men en del af området vil være overdækket.
«Jeg er 100 på, at vejret bliver godt,« proklamerer Bent Thers, mens han er i gang med at fylde op i den pølsevogn, han har stående i gården hele sommeren, og som også vil være åben i dagtimerne under Open Air.
Fem på plakaten
Bent Thers fortæller, at han i år gør lidt ekstra ud af at skabe festivalstemning, men han vil ikke røbe til avisen, hvad det er. Han vil dog gerne fortælle, at aftenens menu bliver noget med gris og salat, og at fri bar gælder øl, vand og vin.
»Vil man have noget stærkere, skal man betale for det,« siger han med et grin.«
På plakaten optræder fem navne.
Allan Aabenhus åbner klokken 13 med fællessang. Herefter går Fede Finn & Funny Boyz, Mads P & Frank, Sanne Jam og Peter & De Andre Kopier på i netop den rækkefølge. Det hele bindes sammen af konferencier og spillemand Henrik Bolding og slutter cirka ved midnat. I hvert fald den del af festen, der foregår udendørs.
»Vi holder selvfølgelig åbent inde i baren til den lyse morgen.«
En billet koster 500 kroner og er alt inklusiv. Det kan da umuligt løbe rundt for ham, tænker du måske, men en del af konceptet er, at Bent Thers udlodder sponsorater, som man kan købe og dermed få adgang til Open Air festivalen.
»Det kunne nok ikke lade sig gøre uden sponsorerne, som er lokale firmaer, der bakker op, og på den måde måske får en personaletur eller noget ud af det, så stor tak til dem«