Fortsæt til indhold

Direktør: Sølballegaard på Mols er en uventet stor succes

Sofie Saxtoft gør status over den første 'rigtige' sommer på Sølballegaard, og hun er faktisk selv en smule overvældet over, hvor mange ting stedet med stor succes spænder over i dag.

Samfund

Alle stolene i den restaurerede længe på Sølballegaard er fyldt op, og flere må hentes. Scenen, hvor aftenens koncert med Fallulah Duo snart går i gang, er stadig tom, og ventetiden har en kvinde brugt på at hente et glas vin i baren. Da hun sætter sig ved sine veninder igen, udbryder hun:

»Jeg snakkede lige med hende, der har det. Vidste I, at hvis man lejer stedet til en fest eller sådan noget, så har man det hele weekenden, fra fredag til søndag, og så hjælper de med at lave aktiviteter, altså hvad man nu har lyst til. For eksempel yoga eller en ridetur eller vandring, men der er helt lukket for booking frem til februar.«

Hun når ikke at sige meget mere, for i samme øjeblik træder direktør for Sølballegaard Sofie Saxtoft, hende der ’har stedet’, på scenen for at byde velkommen.

Bag hende giver vinduerne fri udsigt til en gylden juliaftenhimmel og minder gæsterne om, hvor de befinder sig. Nemlig midt i Mols Bjerge, ikke langt fra Trehøje og på en bakketop, der giver udsigt over vig, bugt, by og land.

Større end forventet

Sofie Saxtoft har mange års erfaring som organisations-/ledelseskonsulent, procesfacilitator og erhvervscoach.

Hendes mand Esben Høilund, der er en del af den landskendte og højskoleprægede Høilund-familie, har arbejdet i kommunikations-og reklamebranchen siden 2001.

Da de tog springet og flyttede fra et hæsblæsende liv i København til Sølballegaard på Mols for fem år siden, var det med ønsket om et mere stille liv. Et liv, hvor familielivet ikke længere skulle bestå af at stå tidligt op, spredes for alle vinde hele dagen, mødes 17.30 til mad og bad og så i seng.

»Vi så for os, at vores hverdag ville få en anden sammenhængskraft her og komme ned i tempo. Vi ville skabe et sted, som skulle være familiens samlingspunkt og hvor vi ville få mere tid sammen, fordi det samtidig også ville være vores arbejdsplads.«

Familien flyttede ind i den firlængede gård i juni 2017, og de første to år gik med at lægge grundstenen til det, som Sølballegaard er i dag.

»Det tog nærmest et år at få tilladelser på plads, og så tog det et år at gennemføre renoveringen af samtlige 1200 kvadratmeter fra gulv til loft.«

Derefter fulgte to år præget af corona, så denne sommer er faktisk den første, hvor der kan laves en form for status på projekt Sølballegaard.

»Det her er det første år for os, hvor vi ikke har skullet tage hensyn til restriktioner og så videre, så man kan godt sige, at 2022er det første normale år, selv om der jo ikke er noget, der er blevet normalt for os endnu,« siger hun med et smil og tilføjer, at det mest skyldes, at der er virkelig travlt.

I dag har stedet mange funktioner. Det er først og fremmest familiens hjem, men det er også værelsesudlejning, festlokaler og ikke mindst mødefaciliteter.

»Det, der rykker mest lige nu, er især bryllupsfester og virksomheder. Vi er fuldt bookede på store fester i hele 2023 og halvt ind i ’24 også, og det er også derfor, vi har bestemt os for at lukke for flere bookinger frem til februar, for vi har lige brug for få det lidt ned i tempo igen.«

Også interessen fra virksomheder er eksploderet. Sølballegaard afholder seminarer og arrangementer for direktioner, bestyrelser og medarbejdergrupper, der både får glæde af de elegante, ja nærmest luksuriøse omgivelser, men også af Sofie Saxtofts viden.

»Jeg har ofte grupper med ude i bakkerne, hvor vi arbejder med ledelsesudvikling, teambuilding og trivsel på arbejdspladsen.«

Herudover er der altså også udlejning af værelser og lejligheder og intimkoncerter, som er åbent for offentligheden.

»Det er blevet meget større, end vi regnede med. Vi havde ikke troet for fem år siden, at det ville blive så omfangsrigt, som det er i dag. Jeg vidste godt, at jeg ville tage noget af mit konsulentarbejde med, og så tænkte vi nok lidt naivt, at det bare lige krævede en rulning med noget maling. Men det er jo eksploderet og har udviklet sig meget større og meget mere vidtforgrenet, end vi havde drømt om.«

Nissen rejser med

Til at starte med var Sofie Saxtoft inde over nærmest hver en kop kaffe, der blev brygget på stedet. I dag har hun 12 ansatte, som tager sig af gæsterne, selv om direktøren altid forsøger at få hilst på alle i sin rolle som vært.

»Det er et specielt liv. Vi bor her jo, men samtidig er der hele tiden mennesker, der går ind og ud ad døren. Heldigvis kommer de med positiv energi, for de er jo enten er på ferie, til fest eller har fået lov at slippe kontoret nogle timer.«

Parret har aldrig haft en stor forkromet femårs-plan for stedet. De har fået ideer, prøvet dem af, og langt de fleste af dem har vist sig at holde. Derfor er der travlt, og derfor kan Sofie Saxtoft i dag konstatere, at nissen flytter med. Ikke nødvendigvis i en dårlig forstand.

»Det har virkelig været en vild rejse. Jeg tror, at det der med, at nissen rejser med, den gælder vist også her. Vi troede, vi skulle forlade storbyens stress og jag, men uanset hvor vi er, så er vi jo nok bare sådan nogle, der alligevel får sat gang i tusindvis af ting, også i naturen, og heldigvis er der ikke så meget, der er gået galt. Jeg tror, vi har set det her som én stor legeplads. Når det er sagt, så er den her form for iværksætteri ikke uden en bagside. Jeg tog to måneders sygemelding tre måneder efter, vi åbnede, og sådan er det jo. Det tror jeg mange iværksættere oplever, at det der med bare at løbe af sted med hovedet under armen, det kan man kun gøre i et stykke tid, og det har en pris.«

Flytte bjerge

I dag er der mere struktur på tingene, og selv om der er travlt, så er der sjældent stress.

Da hun præsenterer sangerinden Fallulah, som denne aften optræder i en duo med sin wing-woman, pianist/guitarist/rapper/korsanger Susanne Wium, nævner hun, at baren er lukket indtil koncerten slutter, og i den lille detalje ligger måske selve definitionen på, hvorfor Sølballegaard er vokset næsten ind i himlen.

»Med Sølballegaard vil vi skabe fællesskaber. Det lyder måske lidt corny, men når vores gæster kommer, skal de opleve nærhed, og at vi i fællesskab fokuserer på at være sammen om noget. Man kan sige det sådan, at vi gerne vil flytte verden et lidt bedre sted hen, og det er der, vi finder mening.«

Det er som bekendt svært at flytte bjerge, også dem på Mols, og om den firlængede gård kan flytte hele verden bare en lille smule, er heller ikke sikkert, men en sommeraften med intimkoncert med Fallulah Duo og Sofie Saxtofts værtskab flytter i hvert fald et smil frem hos de fleste af dem, der er til stede. Og sådan et smil kommer sjældent dårligt igen.