Røde Kors i Ryomgård fejrer fem års fødselsdag
Det er fem år siden, at Røde Kors-butikken i Ryomgård flyttede til nuværende adresse.
1. august kan Røde Kors-butikken på Jernbanegade i Ryomgård fejre fem års fødselsdag. Den opmærksomme læser vil nok indvende, at der har da været Røde Kors-butik i Ryomgård i endnu flere år.
Ja, det har der, men fødselsdagen gælder den nuværende butik. Den første butik med genbrug blev åbnet i 1996 på stationen, men måtte i 2017 forlade det kønne, lille hus, da det indgik i planerne for letbanestationen.
Man lejede sig derfor ind i det flot renoverede Pakhus ved stationen og fik indrettet en rigtig indbydende forretning i halvanden etage. En forretning, som roses af mange af kunderne.
Og her er travlt. Genbrug er blevet moderne, så der kommer mange kunder gennem butikken hver dag. I den seneste tid har der været ekstra travlt, idet de ukrainske flygtninge i byen har fået et gavekort fra Røde Kors Danmark på 200 kroner. Det kan benyttes til indkøb i butikken.
Røde Kors fejrer fødselsdagen 1. august med at give 50 procent rabat på udvalgte varegrupper netop denne dag.