Vi skal ikke sælge børnene for en billig computer: Ny afgørelse om brug af skolecomputere bekymrer byrådsmedlem
En nylig afgørelse fra Datatilsynet rejser store bekymringer vedrørende brug af Googles Chromebooks til elever i folkeskolen - noget man i Syddjurs Kommune investerede stort i sidste år, og som nu får byråds- og udvalgsmedlem til at efterlyse klare svar.
Det skulle være så godt, da Syddjurs Kommune sidste år vedtog en ny it-strategi inden for børne- og læringsområdet, hvor kommunen ville indføre Googles bærbare computere, Chromebooks, i undervisningen.
Blandt andet med det formål at klæde udskolingseleverne godt på til ungdomsuddannelser og de tekniske kompetencer, der skal til der.
Men nu har en ny afgørelse truffet af Datatilsynet i en sag mod Helsingør Kommune og deres brug af Chromebooks i undervisningen måske bragt den it-strategi og -investering i fare.
Det frygter i hvert fald Jesper Yde Knudsen, byrådsmedlem for Enhedslisten og medlem af kommunens Familie-, Børne- og Læringsudvalg.
»Selve afgørelsen siger, at alle kommuner, der bruger Chromebooks, skal kunne dokumentere, at de har styr på de data, som børnene leverer ind. Det er jo så et godt spørgsmål, om vi har det,« siger siger han til Lokalavisen.
»Jeg har spurgt ind til det tidligere og fik svaret, at der var vandtætte skodder, men normalt er det Googles forretningsmodel at sælge brugeres data til reklamer. Hvis der er et gennemgribende problem i forhold til styresystemet, og at alt data fra Chromebooks gemmes i skyen, så tænker jeg da også, det vil give problemer i Syddjurs.«
Sagen fra Helsingør
Datatilsynet kom den 14. juli i år med alvorlig kritik af Helsingør Kommunes datasikkerhed i forbindelse med brugen af Chromebooks og nedlagde samtidig et forbud mod brugen af det Google-udviklede styresystem ’Google Workspace’, da kommunen ikke tilstrækkeligt har kunnet dokumentere, at elevernes oplysninger ikke blev misbrugt af det amerikanske tech-selskab - eksempelvis til reklamer og markedsføring.
Kommunen var ifølge tilsynet ikke tydelig nok omkring, hvorvidt Googles behandling af de indtastede personoplysninger lever op til bestemmelserne om behandling af persondata - også kendt som GDPR.
»Datatilsynet gør opmærksom på, at mange af konklusionerne i denne afgørelse formentlig vil gælde andre kommuner, der benytter samme behandlingskonstruktion. Datatilsynet forventer derfor, at disse kommuner selv tager relevante skridt på baggrund af afgørelsen - også selvom tilsynet for tiden færdigbehandler et antal af sager vedrørende andre kommuner,« skriver tilsynet blandt andet.
Ifølge Politiken bruger cirka halvdelen af landets 98 kommuner Google og Chromebooks i undervisningen - herunder altså også Syddjurs Kommune pr. kommunens it-strategi på undervisningsområdet fra sidste år.
Hvad sagde jeg?
En it-strategi, som Jesper Yde Knudsen ved vedtagelsen i 2021 ikke bakkede op. Han savnede blandt andet en ordentlig belysning af både løsningens kvalitet - men også sikkerheden.
Er det her et ’Hvad sagde jeg’-øjeblik for dig?
»Jeg har forsøgt at holde mig fra det. For det er jo træls, at kommunen har puttet penge i de her Chromebooks, og vi så ikke kan bruge dem. Man har valgt Chromebooks, fordi de kan mere end iPads, men er billigere end andre computere. Man kan jo spørge sig selv, hvorfor er de så billige?,« siger han og fortsætter:
»Når noget er gratis eller meget billigt, er det typisk fordi, man selv bliver solgt. Der har vi et ekstra ansvar for vores børn for, at vi ikke udsætter dem for, at deres data kunne blive misbrugt. Der er noget sikkerhedsmæssigt i det, som jeg mener, vi er forpligtede til at sætte os ind i.«
Hvad savner du svar på?
»Det med dataene. Hvordan beskytter vi dem? Det kan godt være, kvaliteten af Chromebook’en er blevet bedre, og at man har en klar pædagogisk vision med brugen af dem. Men der mangler det med data, hvor jeg mener, vi har en ekstra forpligtelse over for børnene, og for at vi ikke sælger dem for at få en billig computer. Det kan man jo - sat på spidsen - frygte, at vi gør.«
Skolechef tager det roligt
Per Viggo Larsen er Børn- og Læringschef i Syddjurs Kommune, og han mener ikke, at afgørelsen fra Datatilsynet giver kommunen grund til bekymring.
»Vi har lavet en risikovurdering, som er sendt til Datatilsynet, da sagen kørte i Helsingør Kommune. Vi genbesøger selvfølgelig den risikovurdering, men umiddelbart tager vi det roligt, indtil vi ser, der er en god løsning på det her,« siger han.
Det betyder, at kommunen fortsætter med at bruge Chromebooks i undervisningen, når udskolingseleverne vender tilbage fra sommerferien.
»Vi mener, vi har lavet en ganske udmærket risikovurdering. Men vi skal selvfølgelig også lære og blive klogere, så vi skal have nærlæst vurderingen efter sommerferien. Der er ikke noget, der for mig siger, at det er hverken farligt for data eller andet. Men vi genbesøger det,« siger Per Viggo Larsen.
Datatilsynet skriver jo, at de forventer, at kommuner, der bruger Chromebooks selv tager relevante skridt?
»Det kan jeg godt følge. Det, man har gjort i Helsingør Kommune, er ikke det samme, som vi har i Syddjurs i forhold til beskyttelse af data. Det er klart, vi skal se på, om der er noget her, vi kan lære af, men umiddelbart mener vi, vi har en fornuftig sikkerheds- og risikovurdering på det.«
Skolechefen forklarer, at brugen af Chromebooks i Syddjurs rulles ud i tre faser, og anslår, at det er omkring en tredjedel af kommunens udskolingselever, der bruger Chromebooks i undervisningen.
»Vi skal bare have styr på den datasikkerhed.«Jesper Yde Knudsen (Ø), udvalgsmedlem Syddjurs Kommune
Vil tage strategien op igen
Jesper Yde Knudsen er glad for skolechefens ro i forhold til, om Datatilsynets afgørelse får betydning for Syddjurs’ brug af Chromebooks. Han savner dog stadig endegyldige svar.
»Det er dejligt at være positiv, men før Datatilsynet har kigget det igennem, kan vi jo ikke helt vide det. Det kan sagtens være, vi har en mere fornuftig tilgang til det her, end Helsingør Kommune har haft, eller en tilgang, der er mere i tråd med lovens krav, og det vil jo bare være en glædelig overraskelse,« siger han.
Udvalgsmedlemmet glæder sig til at få en orientering fra forvaltningen efter sommerferien, men mener fortsat, at Datatilsynets afgørelse fordrer et genbesøg af den vedtagne it-strategi i kommunen.
»Vi skal bare have styr på den datasikkerhed,« siger han.
»Jeg mener, vi har en ekstra forpligtelse over for børnene, og for at vi ikke sælger dem for at få en billig computer. Det kan man jo - sat på spidsen - frygte, at vi gør.«Jesper Yde Knudsen (Ø), udvalgsmedlem Syddjurs Kommune
Er det dit indtryk, at resten af udvalget er med på det?
»Nu er der kun Kirstine (Bille fra SF, red.), udvalgsformanden, og jeg tilbage fra det udvalg, der vedtog det, men jeg tænker da, at udvalget går op i datasikkerhed og at overholde lovgivningen, så det vil vi da. Men det er klart, det vil være en økonomisk bet - og træls for børnene og pædagogikken, hvis vi ikke kan bruge de computere, der er købt ind.«