Rougsø Cross Klub har igen haft fuldt hus til crosslejr
50 kørere fra hele Djursland har netop afsluttet den populære crosslejr i uge 29 i Rougsø Cross Klub.
Hvert år i uge 29 afholder Rougsø Cross Klub tre dages crosslejr, fra onsdag til fredag, for både store og små, unge og gamle. Man må gerne have sin familie med, og allerede tirsdag begynder deltagerne sammen med deres familier at rykke ind på pladsen i Ørsted Enge.
Indtil fredag i sidste uge var pladsen fyldt med campingvogne, telte, og et mylder af voksne og børn, kørere, instruktører og crossere.
Lærer gode teknikker
Betina Skeel Jakobsen er med på crosslejren sammen med sin søn Viktor, 12.
»Crosslejren er en hel masse hyggeligt samvær og unger, der har lært en masse gode teknikker på crosseren. Til daglig kører de jo bare, men her lærer de at sidde rigtigt, komme rundt i sving og en masse andet.«
Hun er med til at passe kiosken og alle forældrene skiftes til at være flagpost på banen.
Venteliste
Der er plads til 50, og alle pladser er besat med kørere fra hele Djursland. Der er endda venteliste til lejren i år. De 50 pladser er fordelt med cirka 30 børn, hvoraf den yngste er fem-seks år, og cirka 20 voksne. Der køres på lille og stor bane, og tre dygtige trænere, heraf en Danmarksmester, styrer slagets gang.
Dagen starter klokken 8 med et morgenløb på 15 minutter sammen med trænerne. Klokken 9 går træningen i gang holdvis med hver sin træner. Klokken 15 er træningen slut, og klokken 16 er der fysisk udstrækning sammen med trænerne.
Herefter folder et hyggeligt lejrliv sig ud med leg, grill og snak.