Hevring Bike/Car Meet: Det startede med et ishus
Legeplads, ishus og sommertræf hver torsdag med veteranbiler og motorcykler midt i Hevring
En flot legeplads med de fineste legeredskaber, et ishus, og hver torsdag aften om sommeren et skue af veteranbiler, motorcykler og gæster. Legepladsen i Hevring samler både sine egne beboere og turister til daglig, og en gang om ugen kommer folk kørende fra nær og fjern til pladsen midt i byen.
»Antallet er jo ret afhængigt af vejret. Der kan være syv mennesker til tre hundrede, når vejret er godt,« fortæller Torben Jensen, frivillig hjælper, om Hevring Bike/Car Meet.
Udvidet fra en til fire måneder
Hevring Bike/Car Meet startede i 2013 med Hevring Beboerforening og støtteforeningen Hevring Ishus som initiativtagere. Det var oprindelig meningen, at det kun skulle være torsdage i juli, men allerede samme år blev det udvidet til både juli og august. I 2014 blev juni også inddraget, og i 2015 også maj. Det vil sige fire måneder hver sommer med motortræf.
Denne varme sommeraften anslår Anja Skifter, medlem af bestyrelsen i Ishusforeningen, at flowet af gæster på pladsen kommer op i nærheden af 500-600.
Frivillige sælger hver gang pommes frites og pølser etc., og nogle gange udvides den vante menu, i aften er det med tarteletter. Andre gange har specialretten været kamsteg, stegt flæsk eller andet.
»Så starter de frivillige til middag med at stege 2400-2600 stykker flæsk, 80 på hver pande,« smiler Claus Jacobsen, der også er frivillig.
Normalt er der cirka 20 frivillige hjælpere i sving til Hevring Bike/Car Meet.
»Der er stor opbakning fra byen, både som hjælpere og som gæster,« nævner Anja Skifter.
Overskuddet går blandt andet til forsamlingshuset, legepladsen og toiletfaciliteter på legepladsen.
Gratis kaffe
Det, der går forud, er, at Hevring Beboerforening for en del år siden fik lejlighed til at få et af Djurs Sommerlands ishuse. Det var indrettet så der kunne laves kaffe i huset og alle varianter af isvafler, og huset blev stillet op på legepladsen og brugt, når byen holdt fest.
Helt fra starten skulle det være byens hus, og kaffen har altid været gratis.
Siden er der blevet stillet faste borde-bænke-sæt og pavilloner op, så man kan sidde under tag. Det benytter både forbipasserende turister og beboere sig af. Byens dagplejemødre er flittige gæster, idet legepladsen er hegnet ind, og børnene kan lege frit. Om dagen og hen på aftenen om sommeren leger byens børn på pladsen.
Et mødested
Anja Skifter fortæller sammen med Claus Jacobsen og Torben Jensen om en landsbyhistorie ud over det sædvanlige, om sammenhold og møde mellem generationer. Der var engang... Og det startede med et ishus.
»Legepladsen er et sted, hvor man slår sig ned uden at skulle have en invitation. Generationerne mødes, og vi hjælper hinandens børn,« forklarer Torben Jensen.
Claus Jacobsen, der tidligere har været med i bestyrelsen, fortæller at pladsen spiller en stor rolle for et fantastisk sammenhold i byen.
»En besked går rundt, og så mødes dem der har lyst og kan til grill og rødvin.«
Anja Skifter fortæller med et glimt i øjet, at hendes børn er vokset op med at bestille is i ishuset og en besked om, at mor kommer og betaler.
»De opdagede jo så senere, at det ikke foregik sådan andre steder,« smiler hun og tilføjer:
»Nu er de store, 19 og 20 år, og er med til at bære det her videre.«