Fortsæt til indhold

Drop-in volley: Kulturstøtte hjælper tilflyttere med at falde til i Aarhus

Gratis tilbud om strandvolley sætter integration på dagsordenen. Initiativet kunne ikke lade sig gøre uden kommunal støttepulje, men kommunen fortæller, at mange sportsklubber slet ikke er klar over, at puljen eksisterer.

Samfund

»Hver gang jeg går hjem herfra, føles det som om jeg lige har været på sommerferie. Du får lidt sol, du har sand under fødderne, og det er altid varmt, fordi du har været aktiv.«

Selvom det kun er 17 grader, er der ren sommerstemning i Aarhus Beachvolley Club. Hiphop-musik fra en ghettoblaster strømmer ud over sandbanerne, der ligger i en gryde af grønne bakkedrag. Folk pruster og råber til hinanden – mest på engelsk. Her mødes internationale tilflyttere, flygtninge, indvandrere og lokale aarhusianere nemlig hver weekend, og spiller strandvolley.

»Jeg tror folk kommer for at få nye forbindelser. Hver gang vi er færdige med at spille, kan jeg ikke undgå at bemærke, at folk bliver hængende bagefter, snakker og hjælper hinanden med forskellige ting. Det er en god mulighed for at få nye kontakter, og selvfølgelig for at have det sjovt med at spille,« fortæller Rita Bogdonaviciene på engelsk.

Hun er grafisk designer fra Litauen, og er samtidig såkaldt host eller vært på strandvolley-arrangementerne denne sæson. Hun er meget begejstret over tilslutningen de første uger.

»Vi oprettede en helt ny Facebook-gruppe i år. Det har været en stor overraskelse at se, hvor mange folk der rent faktisk er dukket op. Vi har været helt oppe på 42 personer til et af arrangementerne.«

Gruppen blev oprettet for tre-fire uger siden, og er en del af et initiativ som startede helt tilbage i 2019. Det har dog taget tid at finde en formel, der virkelig fungerede. Meget har nemlig ændret sig siden 2019, hvor især corona satte en kæp i hjulet på tiltaget.

Drop-in volley

De gratis strandvolley-events startede egentlig som et tilbud udelukkende rettet mod flygtninge. Fra kommunal side har der nemlig længe været fokus på, at der er alt for få flygtninge og indvandrere engageret i de danske sportsklubber. Det var dog svært for Aarhus Beachvolley Club at skabe en konstant tilslutning til arrangementerne, hvor der ofte blot dukkede fem-otte deltagere op. Derfor gentænkte klubben initiativet.

»Vi blev opmærksomme på, at den klassiske måde at være med i en forening på, hvor man er tilmeldt og har to ugentlige træninger, hvor man så forventer, at man melder fra, hvis man ikke kan. Det fungerede ikke for den her målgruppe. Der har vi vendt bøtten på hovedet, hvor det nu mere er en drop-in kultur, hvor man ikke forventes at dukke op på bestemte dage, men kan svinge forbi med kort varsel,« forklarer Jeff Evald Jørgensen, der er medlem af klubbens bestyrelse, over telefonen.

Det kan være lidt svært for nogle at finde frem til puljen. Hvis man er en sportsforening orienterer man sig måske ikke mod kultur, og det er her den ligger.
Lone Jensen, Kulturkonsulent, Aarhus Kommune

Han har i en lang årrække stået for klubbens trænerstab og holdudbud. Den opgave indebærer også at finde på nye initiativer. Et af de initiativer var netop Beachvolley for internationals. Klubben var nemlig bevidste om, at deres medlemmer typisk bevægede sig i de samme cirkler. For eksempel er mange af medlemmerne medicinstuderende eller fra samme idrætshøjskole.

»Det er jo meget rart, at der altid er en læge i nærheden, men hvis vi skal ud til nye grupper, så bliver vi nødt til at gå andre veje. Der er det her jo en måde at gøre det på.«

Ringe i sandet

Tilbage på sandbanerne i Aarhus Beachvolley Club er omkring 25 personer er dukket op til søndagens event, og der er stor begejstring at spore blandt deltagerne.

»Jeg synes, det er fantastisk. Jeg har kun været med tre gange indtil videre, og jeg har allerede fået en del kontakter. Mest folk jeg kan spille volley med, men også folk jeg kan hænge ud med. Det var også vigtigt for mig at fortsætte med at dyrke sport, så det var faktisk perfekt,« siger Danica Jovanovic.

Hun er serber og arkitekt, og er lige flyttet til Danmark sammen med hendes danske mand, David Helms. Hun har boet de sidste fire år på Malta, hvor hun også mødte sin mand. De har begge deltaget i volley-arrangementerne.

»Vi kommer for at møde nye mennesker. David har en masse venner her. Danske venner, men det er altid anderledes, når man som jeg er ny og ikke taler sproget. Jeg fandt eventet online. Volleyball var egentlig ikke det udslagsgivende. Jeg havde bare lyst til at lave noget socialt, som både David og jeg kunne deltage i, fordi det er sjovt at lave noget sammen, og samtidig præsentere ham for nogle andre miljøer i Aarhus end dem han er vant til.«

Den holdning deles Marina König, en 25-årig couchsurfer fra Østrig.

»Folk er meget imødekommende og venlige. Folk spørger også om man er klar på at lave noget efter volleyball. For eksempel var flere af os ude at løbe en tur her til morgen. Det er meget motiverende.«

Kathrine, en 25-årig medicinstuderende fra Berlin, fik anbefalet stedet af en af hendes kollegaer.

»Jeg spillede også meget volleyball i min hjemby. Jeg vil anbefale alle at komme, fordi her er et virkelig godt mix af mennesker. Både internationale og danskere, så det er en god måde at falde til på.«

Uudnyttet potentiale

I kulturforvaltningen i Aarhus Kommune er de glade for at høre, at initiativet går godt. Aarhus Beachvolley Club har nemlig fået omkring 15.000 kroner i støtte gennem en af kommunens kulturpuljer.

»Puljen til demokrati og deltagelse har kørt siden 2016. Det samlede beløb er blevet hævet en smule siden da, men antallet af ansøgere er desværre ikke fulgt med. Vi så gerne at endnu flere idrætsforeninger gik ind og søgte,« fortæller Lone Jensen, der er kulturkonsulent i Kulturforvaltningen. Hun håber, at endnu flere idrætsforeninger vil få øjnene op for støttepuljen.

»Det kan være lidt svært for nogle at finde frem til puljen. Hvis man er en sportsforening orienterer man sig måske ikke mod kultur, og det er her den ligger.«

Kommunen ser rigtig gerne, at de aktiviteter de støtter, er nogle, hvor deltagerne har mulighed for at fortsætte i et fællesskab efterfølgende. Det er også ambitionen hos Aarhus Beachvolley Club.

»Jeg tror gerne, vi vil fortsætte, selv når tilskuddet løber ud, men det er selvfølgelig en balance. Gratis arrangementer tager jo baner som betalende medlemmer så ikke kan bruge. Det er jo sådan noget foreningsøkonomi der kommer i spil. Det er et fedt initiativ, men det skal give mening på alle parametre,« siger Jeff Evald Jørgensen.