Susanne Lana: Dansktop-legende og stadig på farten

»Hvad siger du? Hvor gammel er det du siger, at du er?«

Det er svært at tro, at Susanne Lana stadig har en kalender, der er ved at revne af aftaler og arrangementer. Folk er stadig vilde med at høre hendes monsterhits fra 1970’erne som »Hvis tårer var guld«, »Søde sommerminder«, »Hasta manana« og alle hendes andre kendinge.

Hun har lige fortalt, at hun for et par år siden fik en demensdiagnose og derfor skulle til ny køreprøve. I forbifarten nævner hun, at hun tirsdag 2. august skal til Korsør og spille for handicappede og holde foredrag om demens, dagen efter går turen til Fyn, hvor hun skal spille for Ældre Sagen sammen med sin veninde Nynne, og fredag sætter hun sin forstærker og mikrofon op på Slotskroen i Odense.

»Jo, det er rigtig nok. Jeg er 76. Og jeg kører da selv stadig ud på job,« smiler hun.

God karma

Susanne Lana har boet i Allingåbro i fire år. Hun skulle flytte, og nogle venner i Randers hjalp hende med at lede efter en lejlighed, idet de gerne ville have hende boende i nærheden. Det var ikke let at finde den rette, men pludselig kom huset i Allingåbro på markedet. Sammen med sine venner tog Susanne Lana ud og kiggede.

»Og allerede inde i gangen kunne jeg mærke, at der var en god karma. Her skal jeg bo, sagde jeg.«

Lejligheden, der er i to plan, er indrettet lyst og med et godt skvæt humor: Kim’s-manden Jørgen som tøjdukke på en lyseblå mini-gyngestol, en bar i et hjørne af stuen med en bartender i form af en høj voksmannequin udklædt som nonne, to klovne i farvestrålende kostumer bag den røde plys-lænestol som i øvrigt har tilhørt hendes far, et smukt vitrineskab af mahogni med flere arvestykker fra hendes forældre, en del Buddha’er, en stor elefant i sølv, porcelænsfigurer ...

Ligesom Susanne Lana selv er det utraditionelt. Hun er sin egen.

»Bestået«

Susanne Lana er lige ud ad landevejen, og hun er både venlig og fornøjelig at snakke med.

Hun fortæller, at hun for to år siden som nævnt fik sin demens-diagnose, men med piller kan hun indtil videre holde sygdommen i skak. En fornyet køreprøve kunne hun dog ikke komme udenom, og efter et passende antal køretimer stillede hun til prøve i Randers. Til hendes overraskelse blev hun mødt af en køresagkyndig, der ikke var ret meget højere end hun selv, det vil sige godt halvanden meter.

»Hold kæft, du er ikke meget større end mig,« sagde hun bramfrit.

Det kommenterede han ikke, og Susanne Lana nåede at blive ret nervøs under køreturen. Hun plejer at være god til at tyde stemninger, men den køresagkyndige kunne hun ikke aflæse. Allerede efter 20 minutter bad han hende om at vende om.

»Du kan jo godt køre. Bestået,« lød meldingen.

Med Nynne på job

Når hun drager på job, kan det både være for at holde foredrag om sin demenssygdom og for at underholde med sine sange. Mange gange optræder hun solo, men ofte har hun sin veninde Nynne med. Nynne er kendt fra TV2 med programmerne »Grib chancen«, og hun er også musiker.

»Nynne synger rock & rul, og jeg laver det smukke. Det er skønt, at vi har så meget at lave.«

Susanne Lana synger stadig sine glansnumre fra Dansktoppen, og så har hun fundet en del country frem og langsomme ballader, blandt andet titelsangen fra filmen Titanic.

»Det er da utroligt, som du synger, og du er 76. Du bliver bedre og bedre,« får hun at vide.

Hun agter at fortsætte, lige så længe der er publikum.

»Og så længe jeg kan synge rent. Jeg stopper først, når jeg selv føler, at jeg ikke kan holde tonerne mere, ja helst før. Jeg vil gerne huskes for at være en god sangerinde.«

Undertegnede har netop lyttet til »Hvis tårer var guld« med Susanne Lana fra TV2 Charlie optaget i juni sidste år, og meldingen herfra er, at både stemme, timing og frasering er i top. Det holder 100 procent.

»Bedstemorfingre«

Susanne Lana fik glæden til musik fra begge sine forældre. Hendes mor havde en god stemme og sang derhjemme, og hendes far var bartender på færgen mellem Frederikshavn - Gøteborg.

»Altså, han kunne hverken synge eller lade være,« smiler hun.

Hun har altid haft let ved at lære sange. For eksempel så hun som 9-årig en film med Glenn Miller i biografen i Ålborg, og da hun gik derfra, kunne hun hans sange udenad.

Hendes barndom var ellers vanskelig nok. Hun led af psoriasis og astma, og tit var hun for syg til at komme i skole.

»Det begrænsede mig meget. Ingen ville lege med mig, de sagde at jeg havde bedstemorfingre.«

Psoriasis var også skyld i, at hun særlig om vinteren rent fysisk ikke magtede at gå i skole på grund af de sprækker, sygdommen forårsagede i hendes ben.

Skulle ikke på kontor

Som 14-årig begyndte hun sammen med en veninde at deltage i sangkonkurrencer. Susanne Lana akkompagnerede på guitar, og de vandt hver gang. I øvrigt uddannede hun sig senere som guitarist.

Da hun blev lidt ældre begyndte hun at synge i en duo på Soldaterklubben i Aalborg formedelst 36 kroner til hver pr. aften. Samtidig gik hun på handelsskole om dagen.

»Jeg ville jo gerne være kontordame, sådan en med lange negle. Men praktik, det var kedeligt,« griner hun og tilføjer:

»Jeg har ild i røven og kan ikke sidde stille. Det er mit liv - jeg har sunget, siden jeg var barn.«

Direktøren på Ritz i Aalborg hørte hende og spurgte, om hun kunne tænke sig at få en kontrakt og en løn på 50 kroner pr aften, fra klokken 22 til 04 sammen med et band.

»Så droppede jeg handelsskolen. Far og mor blev stiktossede.«

Hendes forældre havde svært ved at acceptere at deres datter tog ud som sangerinde. Først da hun brød igennem med »Hvis tårer var guld« anerkendte de hendes valg.

Derefter gik det over stok og sten med både optræden og udgivelser. Ifølge diskografien i hendes bog »Hvis tårer var guld«, der udkom i 2017, har hun udgivet 23 singler, 4 LP’er, 13 CD’er, 3 kassettebånd samt medvirken på andre plader og CD’er.

Vold og romancer

Flirt og forelskelse undervejs i hendes karriere har både givet hende gode og forfærdelige oplevelser. Mange husker sikkert billederne af Susanne Lana, efter at hun i 1986 fik tværet et knust ølglas rundt i sit ansigt af sin daværende kæreste og måtte sys med 56 sting. Flere andre kærester har banket hende gul og blå, mange af dem med massive alkohol- og narkoproblemer.

»Jeg troede jo, at jeg kunne hjælpe dem,« erkender hun.

En af de bedre oplevelser var romancen med den dengang afdøde Glenn Millers nevø John Miller. Sammen med sine forældre var hun som voksen en vinteraften inde og høre hans band »Glenn Miller Band« i Aalborghallen. Hun sad på forreste række, og i pausen kom John Miller ned og satte sig ved siden af hende. Da koncerten var forbi, inviterede hun ham med hjem på natmad. De blev kærester, og Susanne Lana rejste sammen med ham og bandbussen i Danmark og Sverige om sommeren.

»Vi kan kalde det en sommerflirt. Jeg ville i hvert fald ikke med ham til England.«

Hun har været gift en enkelt gang.

»I fire dage, inden jeg smed ham ud. Vi havde ellers spillet sammen i fire år.«

Den mand, hun har elsket højest og som var sødest overfor hende, slap hun. Og har fortrudt det lige siden.

»Han var så sød ved mig, at det blev for meget.«

I dag skal hun ikke have en mand inden for sine døre, siger hun nøgternt.

»Hvad jeg ikke har været igennem af mænd. Jeg har det godt nu med fred i sindet. Jeg har haft et godt liv og har oplevet meget. Og lært meget.«

»Jeg er lige præcis, hvor jeg skal være i dag,« tilføjer hun.

Bliver i Allingåbro

Med demens-diagnosen fik Susanne Lana tilbudt hjemmehjælp, i starten hver dag og derefter hver anden.

»I skal ikke komme så tit,» protesterede hun.

Hun var ikke meget for de forstyrrelser, det gav. Hun kan li’ at sove længe, og så ingen grund til at stå op for at passe ind i hjemmehjælpernes program. Nu har hun hjemmehjælp en gang om ugen af én, der har præcis samme humor som Susanne Lana selv.

»Hej med dig. Er du oppe eller nede,« råber hjemmehjælperen op ad trappen, når hun kommer midt på formiddagen. Hun har sine anelser, og ganske rigtigt. Susanne Lana svarer:

»Jeg ligger ovenpå og fiser husleje af.«

Susanne Lana har tænkt sig at blive boende i Allingåbro.

»Jeg er meget glad for at bo her, og jeg flytter ikke, før jeg dør. Folk her kommer hinanden ved og hjælper hinanden, og samtidig oplever jeg, at man har en fin respekt for privatliv. Her er fred og ro, gode naboer, og man kan få lov at passe sig selv, hvis man har lyst til det.«

Selv når hun har job langt væk, foretrækker hun at tage hjem og sove.

»Jeg elsker mit hjem. Jeg kører hjem til Allingåbro, også selv om jeg arbejder i København.«