Fortsæt til indhold

Nedtur for europæisk bilsalg: Særligt et mærke klarer sig dog fremragende

Bilsalget i juni var det laveste siden 1996, men Dacia er flyvende.

Samfund
Christian Schacht

Problemerne regner ned over det europæiske bilmarked. Inflation, flaskehalse i forsyningskæden, stigende coronavirus-tilfælde i nogle lande og en vedvarende chipmangel er blot nogle få af de problemer, der plager bilindustrien i regionen, som nu har registreret 12 måneders tilbagegang i træk. Senest i juni, hvor salget var det laveste siden 1996.

I løbet af første halvår af 2022 faldt registreringerne af nye biler i EU med 14,0 procent sammenlignet med et år tidligere, og salget udgjorde i alt omkring 4,6 millioner enheder.

Alle regionens store markeder registrerede tocifrede fald: Italien (-22,7 procent), Frankrig (-16,3 procent), Tyskland (-11,0 procent) og Spanien (-10,7 procent).

Volkswagen-gruppen var den hårdest ramte af de store bilproducenter med næsten en fjerdedel mindre salg end i juni sidste år. I løbet af det første halve år har Stellantis dog oplevet det hidtil største fald med 21,1 procent.

Også herhjemme går det skidt. Det samlede bilsalg er faldet 24 procent i årets første halvdel i forhold til samme periode sidste år.

Stor fremgang

Mens bilindustrien generelt oplever brat faldende salg, stikker Dacia ud som en af få undtagelser.

Salgstallene for Dacia første halvår 2022 taler sit tydelige sprog. I forhold til første halvår 2021 øger Dacia sit salg med 5,9 procent. Og det stigende salg skyldes ikke en enkelt bestseller, men at der er vækst på alle fronter.

Dacia Sandero er fortsat den bedst sælgende model med 112.000 solgte enheder i første halvår, hvilket er en stigning på 1,8 procent i forhold til samme periode 2021.

Lige i hælene på Sandero kommer den faceliftede Duster, der med 99.000 solgte enheder har oplevet en stigning i salget på 5,5 procent.

De sidst tilkomne modeller - den elektriske Dacia Spring - har siden nytår solgt i 5.000 styk om måneden og er i top tre, når det gælder elbiler til private, mens Dacia Jogger, som kom på markedet i foråret i Danmark, kan bryste sig af et salg på 21.700 styk.

De nye tal cementerer den status, som Dacia Sandero har på det europæiske marked, hvor den siden 2017 har været den bedst sælgende bil til de private bilkøbere.

Næsten det samme gør sig gældende for Dacia Duster, der siden 2018 har været den bedst sælgende SUV til private bilkøbere.

Populær hos private købere

Generelt betyder det, at Dacia i Europa er det tredjebedst sælgende mærke til private. Og mærket kommer tættere og tættere på Renault.

Samtidig har Dacia fået virkelig godt fat i det store franske hjemmemarked, hvor modermærket Renault hører hjemme. Således solgte Dacia flere biler i Frankrig i maj måned end selveste Citroën.

I første halvår er det fortsat VW-gruppen, der ligger i front, skarpt forfulgt af Stellantis og Renault-Nissan-Mitsubishi, der også ejer Dacia, på tredjepladsen.

Dacia ligger underdrejet i Danmark

Herhjemme er Dacias salgstal knap så imponerende, men det skal der laves om på.

»De imponerende europæiske salgstal for Dacia understreger det kæmpe potentiale, mærket har. Herhjemme har vi indtil nu ikke indfriet dette, men det er en klar prioritet, at Dacia skal have en betydelig mere fremtrædende rolle på det danske marked, end det har nu,« siger country managing director Mikkel Sort fra RN Danmark, importør af Renault og Dacia i Danmark.

Der er også nogle få andre mærker, der har oplevet salgsfremgang på et trykket marked. Det gælder således både Hyundai og Kia, der har solgt flere biler i første halvdel af 2022, end man gjorde i samme periode året før.

Franske DS har også manifesteret sig med fremgang sammen med Porsche og Honda. Ellers er der tilbagegang i salgstallene over hele linjen.

De nye tal cementerer den status, som Dacia Sandero har på det europæiske marked, hvor den siden 2017 har været den bedst sælgende bil til de private bilkøbere.