Lovens lange arm er klar til Smukfest
Efter to års corona-pause er der igen Smukfest i Bøgeskoven, og sædvanen tro vil Sydøstjyllands Politi også igen i år være til stede for at sikre en god og tryg festivaloplevelse.
»Smukfest er en af politikredsens tilbagevendende større begivenheder, som arrangørerne af festivalen har stor erfaring i at planlægge og gennemføre, og som vi som politikreds er meget rutinerede i at håndtere den politimæssigt del af.« Sådan lyder det fra vicepolitiinspektør Stig Simonsen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
I den kommende uge vokser Skanderborg betragteligt i antal indbyggere, og derfor er der brug for ekstra opmærksomhed og planlægning i forbindelse med festivalafholdelsen.
»Vores opmærksomhed retter sig særligt mod de trafikale forhold, sikkerheden på og omkring festivalen samt mod forebyggende og tryghedsskabende tiltag,« uddyber Stig Simonsen og tilføjer, at der er flere ting festivalgæsterne selv kan gøre for at forberede sig til festivalen.
Forberedelse til en god festivaloplevelse
Billetten
Start med at købe din billet via festivalens officielle billetudbydere. Det er virkelig surt at stå ved indgangen og må vende om, fordi billetten er falsk.
Værdier
Lad det dyre gods blive derhjemme, så der ikke er nogen langfingrede, der løber med det, eller du mister det på anden vis.
Og pas så på de værdier, du har med. Opbevar dem tæt på dig og gerne i lommer eller tasker med lynlås, så de ikke er lige til at få fat i.
Tag eventuelt også en hængelås med til teltet.
Trafik
Kør i god tid, og hav lidt ekstra tålmodighed i trafikken. Følg anvisningerne, når du ankommer – og tager af sted igen, så alle kan komme trygt frem og tilbage fra festivalen.
Parker kun de steder, hvor der er tydeligt markeret, at du må holde parkeret, og lad være med at sætte dig bag rattet, hvis du har drukket for mange af de stærke sager.
Husk, at det tager noget tid, inden alkoholen er ude af kroppen dagen derpå.