Fortsæt til indhold

Tunnel i Skødstrup er 10 år forsinket og umulig at cykle igennem

Tunnel mod en af landets største folkeskoler står nu klar.

Samfund

Al kommunal arbejde foregår i et uhyre langsommeligt tempo.

Du kender nok synspunktet, og hvis man kigger på tilblivelsen af en ny tunnel ved Skødstrup Skole, kan man få tanken, at der er noget om snakken. Tunnellen er omkring 10 år forsinket.

Nu står den der dog. Tunnellen indvies tirsdag den 9. august, og dermed kan mange forældre i Løgten-Skødstrup ånde lettet op. De behøver ikke længere bekymrer sig over, at deres børn skal krydse letbaneskinner for at komme i skole.

»Vi har været rigtig frustrerede over, at de skulle over skinnerne. Der er heldigvis ikke sket uheld, men det er det, vi har frygtet,« siger tidligere bestyrelsesformand for Grundejerforeningen Løgten Østervej, Tue Kjærgaard Bystrup, til Lokalavisen Aarhus.

Kedeligt og betændt forløb

Tunnellen er del af en lokalplan fra 2012. Formanden for Skødstrup Fællesråd, Inger Thranholm, vælger at se fremad og glæde sig over, at tunnellen nu er en realitet.

»Skødstrup er en meget lang by, delt på tværs af skinner, og det har givet en række udfordringer for børn, der gerne skal sikkert rundt. På Grenåvej er der en smal, kombineret cykel- og gangsti, og der er 1300 børn, som skal til skolen midt i byen hver dag. Vi har et håb om, at børnene fra både nord og syd vil komme til at bruge tunnelen til skole og fritidsaktiviteter,« siger hun.

Den trafikale situation har haft den konsekvens, at mange forældre i bydelen har valgt at køre deres børn til og fra skole.

Det ville ikke være fair at give Aarhus Kommune (hele) skylden for, at tunnellen først står færdig nu. Kommunen har kæmpet en langstrakt kamp mod en lodsejer, der ikke ville sælge 1800 kvadratmeter privatejet, fredet grund ud til Grenåvej. I hvert fald ikke til den pris, kommunen ville betale. I sidste ende blev grunden eksproprieret.

»Det har været et kedeligt forløb. Byen har brug for at kunne komme på tværs af skinnerne. Grunden, der blev eksproprieret, er et fredet areal, og der må ikke plantes høje træer. Her i byen kalder vi bare grunden for trekanten. Reelt er det et stykke jord, der har ligget ubrugt i mere end 30 år« siger Inger Thranholm til Lokalavisen Aarhus.

Efter 20 års ventetid har borgerne i Skødstrup fået en tunnel, der sikrer at bydelens børn kan komme trygt i skole. Foto: Privat

Thranholm formulerer sig i diplomatiske vendinger. Tue Kjærgaard Bystrup kalder sagen om den nu eksproprierede grund for »lidt betændt.« Kommunen er gennem årene gået langt for at nå til enighed med lodsejeren, lyder det.

»Dem, der har kørt sagen, bor uden for byen og er i den grad ligeglade med byen, så vi har været nervøse for, at tunnellen ikke ville blive til noget. Der har været forsøgt mange benspænd for projektet. Jeg tror, kommunen også har troet, at processen vil blive lettere,« siger han.

Stejl stigning

Tunnellen er placeret mellem Løgten Østervej, under skinnerne, op langs Violskrænten til et torontoanlæg på Grenåvej.

Ifølge Tue Kjærgaard Bystrup havde blandt andre Grundejerforening Løgten Østervej et ønske om, at man ville kunne cykle gennem tunnellen. Det er dog via trapper, at man kommer op og ned til tunnellen. Det skyldes en stejl stigning i terrænet.

Tue Kjærgaard Bystrup vurderer, at der er tale om en stigning på omkring 10 meter over cirka 30 meter.

»Det er blevet meget stejlt på siden op mod skolen, men det er blevet fint udformet. Vi glæder os til at kunne komme til at bruge tunnellen, og vi er sikre på, at den vil blive brugt rigtig meget.« siger han.

Skødstrup Skole, der her ses i baggrunden, er en af landets største folkeskoler. Foto: Privat

Ifølge Inger Thranholm er placeringen af tunnellen resultatet af et kompromis.

»Nogle er trætte af stigningen, men nu er der en passage, som gør det muligt at komme rundt uden bil,« siger hun.

Den endelige løsning er muligvis ikke optimal i alles øjne, men efter 10 år har borgerne, i særdeleshed skolebørnene, i Skødstrup nu fået den tunnel, de har ventet på.

»Ved indvielsen planter børn fra fjerde årgang blomster op langs stien, for udseende og for ejerskab. Der er sået græs omkring tunnelen og vildt tema på skråningen, og området er flot genetableret,« siger Inger Thranholm.

Det har ikke været muligt for Lokalavisen Aarhus at få en kommentar fra den lodsejer, der tidligere ejede trekanten i Skødstrup.