Torvedag i Auning: Vi prøver noget nyt i år
Selvfølgelig bliver der også torvedag i år, og mens noget er præcist, som det plejer at være, så er der også noget, der er helt nyt.
19. august er der torvedag i Auning med alt, hvad det indeholder af god underholdning, kræmmermarked, mad og drikke. Det foregår, som det plejer, på Mølletorvet og varer fra kl. 15 - 19.
En fredag
Det nye er torvedagens tidspunkt.
»Torvedagen plejer at være en torsdag først i august, men i år har vi flyttet det til fredag, og lidt senere hen på sæsonen. Det sidste skyldes, at vi har været på ferie, men grunden til, at vi nu holder det en fredag er bare for at prøve noget nyt. Der er jo mange, der har tidligt fri om fredagen, og så er det jo en hyggelig stemning, så måske er det også fint ikke at skulle op på arbejde dagen efter, siger Ole Bossow, ejer af Møllebistroen.
Don Dario
Kl. 17 vil Møllebistroen inviterer til fællesspisning med to slags kød, kartoffelsalat, salat og brød på menuen til den nette sum af 75 kroner. Don Dario, som de fleste Auningborgere kender, vil, som tidligere år, levere det, som Ole Bossow kalder god, glad musik for alle aldre, men måske mest for de ældre.
Torvedagen afholdes i et samarbejde mellem Møllebistroen og Auning Handel & Erhverv, som sandsynligvis disker op med nogle tilbud rundt omkring i byen.
»Det er bare hyggeligt, det der med at samle folk, og se dem nyde musikken og maden. Og kræmmerboderne er også vældigt populære, det er jo gså noget folk kan lide,« siger Ole Bossow.
Hvis man ønsker at booke en gratis plads til kræmmermakredet, skal det ske senest torsdag 18. august ved Ole Bossow.