Fortsæt til indhold

Hinnerup Byfest disker (næsten) op med Thomas Helmig

Der er underholdning for alle aldre, når Hinnerup Byfest finder sted 13. august.

Samfund

»Vi skal fejre, at vi har en dejlig by!«

Ordene er Jan Labichs, og han taler om Hinnerup Byfest, som løber af stablen lørdag 13. august.

Jan Labich er filialdirektør i Djurslands Bank i Hinnerup, og så er er han næstformand i Hinnerup Handel, som sammen med Lions har stablet den traditionsrige sommer-byfest på benene.

Fra klokken 10 til klokken 15 er der masser af underholdning for store og små på parkeringspladsen ved SuperBrugsen. Der er musik med Hinnerupgarden, Kristina Lynggaard og Thomas Helmig Jam – altså lidt for enhver smag. Sidstnævnte betegner Jan Labich på følgende måde:

»Hvis ikke man var til stadionkoncerten med Thomas Helmig, så er det her det absolutte næstbedste. Det er det tætteste, vi kommer på popkongen himself.«

Desuden byder dagen på dans, ”åben” brandbil, og endelig besøg af to klovne, som klokken 11.00-11-30 tryller og klokken 11.30-13.00 laver ballondyr.

Stedet man mødes

Jan Labich ser frem til en hyggelig dag, hvor man også kan opleve forskellige boder fra de handelsdrivende, ligesom der på parkeringspladsen foran Claus Hvass er loppemarked og hoppeborg. Endelig arbejdes der på højtryk for at få arrangeret nogle fede biler på Kastanjetorvet.

»Byfesten er stedet, hvor man møder sin nabo, fodboldkammeraterne eller de andre forældre fra børnehaven. Det er her hr. og fru Hinnerup mødes. Byfestens største succes er, at få folk til at tale med hinanden.«