Fortsæt til indhold

Uvist, hvornår politiet er færdig med granskning af dødsulykken i Tivoli Friheden

Hverken Østjyllands Politi eller Teknologisk Institut vil løfte sløret for deres efterforskning og tekniske undersøgelser af ulykken i Tivoli Friheden, hvor en 14-årig døde.

Samfund
Jonas HvidJP Aarhus

Politiet holder kortene tæt ind til kroppen i sin efterforskning af dødsulykken i Tivoli Friheden.

Her tre uger efter at en 14-årig pige fra København den 14. juli afgik ved døden ved ulykken i rutsjebanen Cobra, er Østjyllands Politi tilbageholdende med at fortælle, hvor sagen står.

»Af hensyn til den verserende efterforskning kan Østjyllands Politi ikke udtale sig om den konkrete sag på nuværende tidspunkt. Vi kan dog sige, at Østjyllands Politis afdeling for Særlige Sager er i fuld gang med efterforskningen af den tragiske ulykke, og at de tekniske undersøgelser er overdraget til Teknologisk Institut, som skal analysere dem nærmere,« lyder det i et skriftligt svar fra vicepolitiinspektør Thomas Schouby Hansen, der er leder af efterforskningen.

Hvilke konkrete efterforskningsskridt der er foretaget, ønsker politiet ikke at oplyse.

»Vi kan dog sige, at helt generelt vil efterforskningen af denne type ulykker typisk involvere afhøringer af både dem, som har været til stede på ulykkestidspunktet, og personer, der har med forlystelsens kontrol og drift at gøre,« siger Thomas Schouby Hansen og tilføjer, at der også vil kunne være anledning til kriminaltekniske undersøgelser – eventuel med bistand fra andre myndigheder eller eksterne faglige specialister.

Vicepolitiinspektøren konstaterer, at hvis ulykken involverer forlystelser, der er omfattet af særlige kontrol-, tilladelses- og dokumentationskrav, vil efterforskningen kunne omfatte denne dokumentation og relevante personer i den forbindelse.

»Der vil altså typisk være en lang række efterforskningsskridt, der skal foretages, og andre myndigheder, der skal inddrages, og det er derfor også forventningen, at der vil gå noget tid, før efterforskningen af ulykken i Tivoli Friheden er afsluttet,« sammenfatter Thomas Schouby Hansen, der på nuværende tidspunkt ikke kan give en tidshorisont.

»Det er meget svært at komme med et bud på, hvor lang tid der vil gå, for det kommer fuldstændigt an på, hvilke svar vi får undervejs i efterforskningen. Ikke mindst i forhold til de tekniske undersøgelser, som kan kaste nye efterforskningsskridt af sig,« uddyber han.

Jyllands-Posten har været i kontakt med Teknologisk Institut, der oplyser, at det har en »fortrolighedspligt« i forhold til de opgaver, instituttet løser for sine kunder.

Ud over at ulykken kostede den 14-årige pige livet, fik en 13-årig dreng skader på den ene hånd og blev indlagt. Et vidne, der befandt sig tæt på rutsjebanen, har over for Jyllands-Posten beskrevet, at han hørte et brag fra ulykken, der lød, som når rutsjebanen kører rundt normalt, men pludseligt stoppede.

Tivoli Friheden kan endnu ikke fortælle, hvorvidt dødsulykken har fået folk til at blive væk fra forlystelsesparken. Men det går ganske udmærket med antallet af besøgende, konstaterede Tivoli Frihedens direktør, Henrik Ragborg Olesen, tidligere på ugen i Jyllands-Posten.