8,5 millioner har set ham rocke banegård: Nu spiller legende der gik viralt i Aarhus
Rock-pianist bosat i Danmark har spillet med nogle af de største stjerner i verden. Nu kan du opleve ham i forbindelse med Aarhus Festuge.
Navnet Stan Urban siger dig muligvis ikke noget, men i visse kredse er manden en legende. Den nu 78-årige rock’n’roll-pianist har gennem en lang karriere blandt andre spillet med verdensstjerner som Chuck Berry og Mick Jagger, og for tre år siden skabte han lidt af en sensation, da han blev opfordret til at spille på en togstation i den skotske by Dundee. Seancen blev optaget på video, og den video blev et viralt hit set af 8,5 millioner mennesker verden over (du kan se videoen nederst i denne artikel).
Urban, der selv er skotte, har tidligere optrådt ved Aarhus Festuge, og i slutningen af august vil han formentlig gøre det svært for mange aarhusianere at stå stille i forbindelse med en optræden på Møllestien i Aarhus. Den lille gade i hjertet af Aarhus har en lang tradition for at markere Aarhus Festuge med et musikprogram i en gårdhave. Der er gratis adgang for alle.
Stan Urban er kendt for at spille rock fra 1950’erne, og der er typisk numre af kunstnere som Chuck Berry og Jerry Lee Lewis på programmet, når han giver en optræden. Det har han, gennem en imponerende lang karriere, gjort verden over, blandt andre lande i Japan, USA og Arabien.
I en pressemeddelelse fra Aarhus Kommune hedder det om Urban, at han har ”et lillefinger-punch, der vil gøre selv en Tyson misundelig.” Man kan spørge sig selv, hvad det præcist betyder.
Urban lærte Danmark at kende i forbindelse med flere turneer 1980’erne. Han kunne åbenbart lide, hvad han så, for han flyttede til Skæring ved Aarhus i 1984.
Stan Urban optræder på Møllestien den 27. august klokken 13.
Her kan du se et uddrag af Stan Urbans optræden på togstation i Dundee i 2019: