Skolestart i Ørsted: Det er en helt særlig dag
Børneby Nord bød onsdag 58 elever velkommen i 0.klasse. 18 af dem startede på Rougsøskolen i Ørsted, og en af dem var Lea Korfitz Mikkelsen
»Jeg er seks år. Og prøv at se, jeg er den eneste, der har den her skoletaske,« siger Lea Korfitz Mikkelsen og drejer sig, så den spraglede, pastelfarvede skoletaske, der fylder hele hendes ryg, kommer til syne. På lommen er en enhjørning, og for Lea er det da også tæt på et eventyr at skulle starte i 0. klasse.
»Jeg har glædet mig rigtig meget,« siger hun, mens hun, med sko der blinker, går ind i klasselokalet på Rougsøskolen og finder sin plads. Hun hænger tasken på stoleryggen, og på bordet foran hende ligger allerede bøger, et tegnehæfte og et flot navneskilt med hendes navn. I loftet hænger flag, og langs med væggene står forældrene til de 18 små poder, vel nok nærmest lige så spændte, som skoleeleverne selv.
»Det betyder for personalet, at de kender børnene, og for børnene betyder det, at overgangen fra tidlig SFO til skole ikke bliver så stor. I virkeligheden skal de bare gå ind ad en anden dør.«René Vestergaard Aakjær, distriktsleder, Børneby Nord
En børneby
Rougsøskolen er en del af Børneby Nord, som blev oprettet for tre år siden. Den dækker daginstitutioner og skoler i Vivild, Allingåbro og Ørsted og har i alt 440 børn. I denne uge startede 54 børn i Børneby Nord i 0. klasse, og selv om det er en lille årgang, så fortæller distriktsleder René Vestergaard Aakjær, at det svarer til 92 procent af børnene i området.
Der er indenfor alle faggrupper i alt ansat 144 i Børnebyen, og heldigvis oplever distriktslederen ikke udfordringer med at skaffe uddannet personale, som de landsdækkende medier ellers har beskrevet som et stort problem.
«Alle mine fastansatte lærere er uddannede, og da vi for nylig slog to lærerstillinger op i Allingåbro, fik vi 15 meget kvalificerede ansøgere. Men vi ligger jo også godt, her midt i det hele og ikke langt fra noget,« siger han.
Og børneby-konstruktionen har da også den fordel, at personalet har mulighed for at arbejde tæt sammen omkring for eksempel overgang fra børnehave til tidlig SFO og videre til 0. klasse.
»Det betyder for personalet, at de kender børnene, og for børnene betyder det, at overgangen fra tidlig SFO til skole ikke bliver så stor. I virkeligheden skal de bare gå ind ad en anden dør.«
I gang med bogstaverne
Det er børnehaveklasseleder Louise Kempel, der har gjort lokalet til 0.O klar. Hun har prøvet det flere gange, men hver gang er det noget særligt.
»Jeg har faktisk også lidt sommerfugle i maven op til en dag som i dag, selv om jeg jo kender eleverne i forvejen. Men det er bare så vigtigt, at de føler sig velkommen. At de får en god start på deres skoleliv, og at vi får bygget en klasse op, som er stærk - især socialt. Og så er de jo super sultne på at komme i gang med at gå i skole, så vi starter hurtigt med at snakke om bogstaver og tal«
Loise Kempel forklarer børn og forældre lidt om hverdagen i 0. klasse. At alle dage starter med, at man sætter sig på sin plads, finder sit tegnehæfte og tegner, og imens vil Louise Kempel læse højt. Der vil også hver dag være tyve minutter til en løbetur, og at de snart skal lære om tal og røde og blå bogstaver.
«Vi skal også lære om dage og måneder og årstider. Er der nogen, der ved, hvilken dag, det er i dag?«
En dreng rækker hånden op.
»Jeg kan allerede tælle til 100,« siger han og forklarer, at det der med dagen lige røg ud af hans hoved.
Flere rækker hånden op og en siger:
«Jeg har været i Djurs Sommerland, men så faldt jeg.«
Efter mindre end en halv time sendes forældrene ud. Der bliver givet krammere. Nogle er mere trykkede ved situationen end andre, men snart skal eleverne i gang med at lave sommerfugle, som skal pynte klasselokalet, så det kan blive til deres helt eget.