Festival satser mere og mere på unge: »Det er jo ikke de gamle, der skal fortsætte den«
Grenaas Gademusiker Festival har videreudviklet på aktiviteter og faciliteter til de unge mennesker - både på og foran scenen - og det er der en ganske god grund til, fortæller arrangører.
Seks meter lang kommer den til at stå. Grafitti-muren, som gadekunstnere fra hele landet får lov at sætte aftryk på ved ungeområdet på Mogensgade under Grenaas Gademusiker Festival 19. august.
Et ungeområde, der også byder på to musikscener, dans og skateboard-opvisning samt backstage-faciliter, der skal gøre det rart at være der som deltager i festivalen, forklarer Poul Rønholt, der er formand for Foreningen Gademusiker Festival og projektleder.
»Der er god stemning, og vi sørger for, de har det godt, når de er her. Vi har en overordnet strategi om at få de unge til at deltage i festivalen. Det er vigtigt. Vi skal skabe interesse for festivalen for de unge, så de får lyst til at føre den videre. Det er jo ikke de gamle, der skal fortsætte den,« siger han.
Bredt samarbejde om unge
Blandt arrangørerne af Gademusiker Festivalen står flere, der til dagligt har med unge at gøre. UngNorddjurs, Grenaa Gymnasium, Arresten og Kulturskolen for at nævne et par stykker.
På sidstnævnte er Finn Rosenløw leder. Allerede i weekenden før Gademusiker Festival deltager de unge i en workshop for at forberede dem, fortæller han.
Her skal der øves den musik og dans, som de unge skal optræde med under festivalen, ligesom der vil blive undervist i det grej, det kræver at stable en koncert på benene.
»De unge fylder mere og mere. Vi prøver at lave flere ting for de unge og videreudvikler på den del af festivalen,« siger Finn Rosenløw og fortsætter:
»Det gør vi for at gøre byen attraktiv og populær for de unge og sikre, at alle er med, og at Grenaa er et sted, hvor der er aktiviteter for dem.«
Har Gademusiker Festivalen før i tiden været for lidt for unge?
»Det kan man ikke sige. Det er bare noget, vi har prioriteret og gearet op på. Allerede inden corona var vi i gang med at udvikle på det, nu har vi så bare gearet op,« siger Finn Rosenløw.
Ifølge Kulturskole-lederen er Gademusiker Festivalen en vigtig begivenhed i Grenaa - både fordi, den tiltrækker turister, men ikke mindst også fordi, den styrker fællesskaberne i området.
»Det er vigtigt at få de unge med i fællesskaberne og til at deltage i aktiviteterne. Det er dem, der skal tage over efter os - både i forhold til festivalen, men også generelt i forhold til området,« siger Finn Rosenløw.