Er danskerne svære at blive venner med?
Forskning peger på, at danskerne er nogle af de mennesker i verden, som er sværest at blive venner med. I den forbindelse har Lokalavisen Aarhus været i Universitetsparken for at høre, hvad folk tænker om det.
Jette Hæstrup
Aarhus C, har flere internationale venner
»Jeg er ikke overrasket. Vi er meget private, så vi glemmer måske nogle gange, at vores land er så lillebitte, mens verden er så kæmpe stor (...) Jeg bilder mig selv ind, at jeg er meget åben. Jeg har i hvert fald ikke noget imod at tale om mit liv på engelsk.«
Nicolai Mariegaard
Trøjborg, har nogle internationale venner i Aarhus
»Det er jeg ikke super overrasket over at høre. Jeg havde egentlig lidt forventet det, fordi jeg har hørt det fra internationale (...) Når man først kommer til at kende os, så oplever jeg, at danskerne er ret åbne og imødekommende (...) Jeg har ret mange internationale venner fra at rejse, men jeg har også et par stykker, som bor her i Aarhus, fra arbejdet.«
Olivia Petersen
Aarhus C, har været international studerende
»Jeg har boet i Schweiz i ni år, så jeg har selv prøvet at være international studerende. Jeg er enig i, at det er ret svært at flytte til Danmark, fordi folk ikke er særlig åbne overfor internationale studerende, selvom de er ret søde, når man først lærer dem at kende (...) Mange har været venner i lang tid og er etablerede. Det er ret svært at komme ind i de grupper.«