Fortsæt til indhold

Jesper Theilgaard sætter gang i klimatilpasning i Ebeltoft

Meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard er blandt oplægsholderne til arrangementet byforum om klimatilpasning og byudvikling i Ebeltoft.

Samfund

Søndag 28. august afholdes byforum om klimatilpasning og byudvikling i Ebeltoft - og meteorolog og klimaekspert Jesper Theilgaard er blandt oplægsholderne til arrangementet. På byforum har alle borgere mulighed for at høre mere om, hvordan klimaforandringerne påvirker Ebeltoft og få en snak om, hvordan klimatilpasningen giver mulighed for at skabe bedre byrum.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Syddjurs Kommune.

Kysten langs Ebeltoft har gennem de seneste årtier af og til været oversvømmet af havet, senest under stormen Bodil i 2013 og stormen Malik i vinters. Klimaet forandrer sig og vandet omkring Ebeltoft forventes at stige inden for de næste 50-100 år som følge af klimaforandringerne.

Ebeltoft har altid udviklet og tilpasset sig kysten med de udfordringer og muligheder, livet ved havet har givet. Derfor har Syddjurs Kommune udskrevet en arkitektkonkurrence om udarbejdelsen af en udviklingsplan, der skal sikre at kystbeskyttelsen bliver en integreret del af byens møde med havet og at Ebeltoft forbliver en moderne søkøbstad. Med projektet Klimarobust Kystkultur er der udvalgt tre arkitektteams til at udarbejde en udviklingsplan for kystsikringen af de kystnære arealer i Ebeltoft.

Byforum afholdes for at give alle interesserede indsigt i, hvordan klimaforandringerne påvirker kystbyer som Ebeltoft - og ikke mindst for at give mulighed for dialog mellem borgere og fagpersoner om klimatilpasning og byudvikling af de kystnære arealer i Ebeltoft. Alle borgere er velkomne til at deltage i arrangementet - det er gratis, men tilmelding er nødvendig.

Som en del af dialogen mellem borgere og fagpersoner har der hen over forsommeren været opstillet seks poster langs kysten, som har formidlet projektet ”Klimarobust Kystkultur”, og hvor det ligeledes var muligt at komme med input til projektet. Desuden er der afholdt en række byvandringer med forskellige borgergrupper i området.

Ved Byforum 28. august vil der være mulighed for at tale med de tre udvalgte hold bestående af blandt andet arkitekter og klimaeksperter, der lige nu er i gang med at udarbejde forslag til en udviklingsplan for de kystnære arealer i Ebeltoft by.

Du kan læse mere om Byforum og om projektet Klimarobust Kystkulturpå syddjurs.dk/klimarobustkystkultur