Fortsæt til indhold

Vejlby Forsamlingshus klar med nyt program

Samfund

Forsamlingshuset i Vejlby er nu klar med nyt program. Allerede på søndag 21. august er der bagagerumsmarked klokken 10.30. Der er stadig ledige pladser, så hvis du vil sælge dit gamle guld, eller måske noget, der er knapt så meget værd, så kontakt Rikke Sørensen.

Forsamlingshuset kan i løbet af efteråret byde noget for enhver smag. Der vil være danseaften og motion. Hver torsdag er der torsdagscafe, hvor alle er velkommen, og programmet for efteråret indeholder også en lille én. Der vil nemlig være Bybånd Syd med vinsmagning af Vin og Specialiteter.

Præmiewhist i 30 år

Der vil også blive liv i forsamlingshuset med en høstfest, hvor Tumult vil spille. Tumult er et dansk band, som leverer ny og traditionel folkemusik, som orkestret siden 1999 har dyrket og udviklet med deres helt personlige udtryk og dokumenteret på fire prisnominerede cd’er.

Endelig, men absolut ikke mindst, så genoptages præmiewhist 8 september klokken 19, og i år bliver det med en jubilar for bordenden. Ilse Bilde, som igennem alle årene været samlingspunktet til præmiewhist i forsamlingshuset, har nemlig 30 års jubilæum med spillet i år. Det fejrede hun med kortspillerne, inden de gik på sommerferie.

Så, ingen undskyldning for ikke at komme ud og lufte konen, manden, veninden eller hunden til efteråret. Der er altid et godt arrangement at finde i Vejlby Forsamlingshus.