Fortsæt til indhold

Mand slog over på tekst-tv og fandt ud af, at han var (halv)millionær: »Jeg blev så glad!«

En mand i slutningen af 50'erne ramte de helt rigtige tal, og fik en stor gevinst. Nu går turen til Hawaii.

Samfund
am

Mange tjekker via app, eller går på nettet for at tjekke, om de har vundet den helt store præmie. Men ikke denne københavner. I stedet gjorde han det på gammeldags manér og tjekkede tekst-tv om morgenen, og her kunne han se, at der var kommet nye vindertal fra trækningen aftenen før.

Det fortæller den nye heldig vinder i en pressemeddelelse fra Danske Spil.

»Jeg starter altid med at tjekke tillægstallene. Der havde jeg så ikke fået nogen rigtige. Som det jo plejer at være,« fortæller den nybagte millionær, der har valgt at være anonym..

Derefter begyndte han at tjekke sine rækker, og det fik ham til at miste pusten.

»Jeg plejer at købe syv rækker. Så jeg startede ellers bare oppe fra og ned, og så så jeg, at flere af mine tal var grønne. Så jeg tjekkede igen, og igen og igen for at se om det var sandt. Jeg blev så glad!« fortæller manden.

Da glædesrusen og chokket havde lagt sig, gik det op for ham, at han endnu ikke vidste, hvor meget han helt præcist havde vundet.

»Der gik to dage, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte tjekke, hvor meget jeg helt præcist havde vundet. Og så fandt jeg ud af det var lidt over en million, nemlig 1.047.000 kr. Tallet 47 var jo næsten lige meget, det var millionen, jeg gik op i,« fortæller han med et grin.

Deler med sin bror

Han har i mange år delt drømmen om at vinde en stor gevinst med sin bror. Hver uge køber de en Eurojackpot kupon, hvor aftalen går på, at alle gevinster skal deles lige.

»Jeg har vundet sammen med min bror, vi spiller sammen. Så jeg er ikke blevet millionær, men halvmillionær,« griner han.

Han ved godt, hvad hans egen del af millionen skal gå til.

»Det er et stort beløb, men trods alt ikke så stort, at jeg kan stoppe med at arbejde. Men i nærmeste fremtid kunne jeg godt tænkte mig at invitere en del af familien på en rejse til Hawaii,« slutter han af med stor glæde i stemmen.