Fortsæt til indhold

Unge kan komme billigere i svømmehallen

De aarhusianske svømmehaller indfører ungebillet. Det samme gør Aarhus Skøjtehal.

Samfund

Mens alting bliver dyrere, tilbyder Aarhus Kommune nu, at unge mellem 15 og 25 år kan komme lidt billigere i de aarhusianske svømmehaller og skøjtehallen.

Kommunen, mere specifikt Kultur og Borgerservice, indfører en ny billettype, en ungebillet til rabatpris. Det oplyses i en pressemeddelelse. Formålet er, at få flere unge til at bevæge kroppen, så den kommer eller forbliver i form.

»Flere skal have mulighed for en aktiv og sund fritid. Jeg vil gerne sikre, at færre oplever økonomien som en hindring for at benytte kommunens svømmehaller,« siger rådmand for Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad (RV).

Det er formentlig ikke helt tilfældig, at det er netop er i Aarhus, kommunen sætter prisen på en sund fritidsaktivitet ned.

»Aarhus er en uddannelsesby med mange unge tilflyttere. Det er vigtigt, at vi er med til at styrke de unges interesse for bevægelse, så de både kan finde ind i nye fællesskaber og etablere et nyt meningsfuldt fritidsliv,« siger Rabih Azad-Ahmad.

Ungebilletten træder i kraft i dag, mandag den 15. august.

Billettypen indføres også i Aarhus Skøjtehal, så unge kan komme ”på glat is” til efteråret, når skøjtehallen åbner for sæsonen.

Ungebilletten koster 35 kroner for en enkeltbillet, og den gælder unge fra 15-25 år. Tidligere kostede det 50 kroner. Udover enkeltbilletten er det også muligt for unge at købe klippekort, månedskort eller 3-månederskort med rabat.