Fortsæt til indhold

Efter cykelsti ved Hadsundvej spørger læser: Hvad med Højsletvej?

Højsletvej er ikke glemt, men umiddelbart er der ikke nogen cykelsti på vej.

Samfund

En af vores læsere har undret sig: hvorfor har man prioriteret at lave cykelsti i begge sider af vejen et langt stykke på Hadsundvej nord for Randers, når Højsletvej, der går på tværs fra Mariagervej til Hadsundvej, er alt andet end tryg at befinde sig på, hvis man er cyklist? Kunne man ikke have nøjedes med en dobbeltrettet cykelsti i den ene side af Hadsundvej og så samtidig have gjort noget ved Højsletvej?

Den undren har Din Avis givet videre til Birgit Berggrein, der er projektleder for Randers Cykelby.

»Det korte svar er, at det ikke er kommunen, der har anlagt cykelstien. Det har Vejdirektoratet på vegne af staten, der har betalt for den,« siger hun.

Grunden til, at det er Vejdirektoratet, der har haft den opgave, er, at Hadsundvej er en statsvej.

»Vejdirektoratet vedligeholder og anlægger nye statsveje - og nye tiltag som for eksempel cykelstier. Kommunen gør det ved de kommunale veje, og private borger, der bruger vejen, står for det ved private fællesveje. Det kommer simpelthen an på de forskellige vejejere,« siger projektlederen.

Udvidelse på vej

Det betyder dog ikke, at Højsletvej er helt glemt.

»Byrådet har afsat fem millioner kroner på budgettet til at udvide Højsletvej, og vi har i år og næste år til at få det gjort. I løbet af efteråret går vi i gang med projekteringen, og det betyder, at vi tegner og beskriver, hvordan projektet skal laves, så entreprenøren ved præcis, hvad der skal udføres,« siger Birgit Berggrein og fortsætter:

»Der kommer ikke en cykelsti. I denne omgang bliver vejen udvidet med bredere kørespor og kantbaner, og dermed bliver det lidt mere trygt at cykle på vejen. Byrådet vil vurdere behovet for en dobbeltrettet cykelsti på strækningen i forbindelse med dette års budgetlægning.«

Kantbaner er det stykke asfalt yderst i en vejbane på den anden side af den hvide streg, der markerer kørebanen.