Politirapporten uge 34
Mandag 15. august
En 50-årig mand fra Randers kontaktede politiet mandag aften. Han forklarede at han havde købt en meget speciel cykel, som var blev stjålet fra ham, og han havde efterlyst den på Facebook.
Den 50-årige mand var blevet kontaktet af en mand, som sad i et tog på Sjælland, og som havde set Facebook-opslaget. Over for manden i toget stod en cykel magen til den, som den 50-årige manglede.
Manden i toget havde sendt et billede af cyklen i toget til den 50-årige, og han var sikker på, at det var den cykel, han havde fået stjålet. Politiet stod derfor klar på togstationen i Ringsted, da toget ankom kl. 20.52, og de fik fat i manden med cyklen – en 21-årig mand fra Randers - som blev sigtet for tyveri, og cyklen blev beslaglagt af politiet med henblik på udlevering til rette ejer.
Indbrud på Helsted Husevej i Randers mandag kl. 5.38.
Indbrud på Vestergade i Randers begået mellem onsdag 10/8 kl. 20.00 og lørdag 13/8 kl. 11.00.
Indbrud på Lucernevej i Randers NV begået mandag 15/8 mellem kl. 8.20 og kl. 15.40.
Tirsdag 16. august
En patrulje fra Østjyllands Politi tog tirsdag kl. 18.25 kontakt til en 21-årig mand på en elcykel i krydset mellem Mariagervej og Solsikkevej i Randers. Den 21-årige virkede meget nervøs og lugtede af hash. I den 21-åriges mavetaske fandt betjentene flere salgsposer med hash samt et kontant beløb. Den 21-årige blev anholdt og sigtet for besiddelse af narko med henblik på salg.
En 25-årig mandlig bilist blev tirsdag kl. 10.00 anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset på Nørre Boulevard i Randers. Den 25-årige blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han tidligere er frakendt førerretten.
Falske bankbude forsøgte at narre ældre kvinder
Østjyllands Politi fik onsdag tre anmeldelser fra Randers C, hvor ældre kvinder var blevet kontaktet af mænd, der udgav sig for at være fra banken.
Onsdag 17. august
Tre ældre kvinder fra Randers blev tirsdag udsat for samme trick.
En 82-årig kvinde blev først på eftermiddagen ringet op af en mand, der fortalte, at han var fra hendes bank, og at nogen havde forsøgt at svindle med hendes konto. Hun skulle derfor have et nyt dankort, og hvis hun gav ham pinkoden, så kunne hun bare bruge den samme til det nye kort. Han ville så sende en medarbejder hen for at hente det gamle kort.
Kvinden udleverede pinkoden, men da en mand kort efter bankede på for at hente det gamle kort, fattede hun alligevel mistanke og nægtede at udlevere det. Et par timer senere fik politiet en ny anmeldelse. En 92-årig kvinde, der bor i samme område, var blevet udsat for præcis samme nummer, og denne gang havde den udsendte ”bankmedarbejder” fået fat i kortet. Gerningsmændene nåede dog ikke at få hævet penge på kortet, inden det var spærret.
Det samme skete for en 99-årig kvinde kort efter, men heller ikke her nåede gerningsmændene at få penge ud af det.
Den mand, der kom for at hente dankortene, beskrives som:
• Dansk af udseende, lys i huden
• Ca. 175 cm
• Kort, brunt hår
• Korttrimmet fuldskæg
• Talte dansk
• Iført lyseblå skjorte og lyseblå jeans
Østjyllands Politi efterforsker nu sagen og hører gerne fra folk, der har informationer om gerningsmændene.
Politiet opfordrer på det kraftigste til, at man aldrig udleverer sin pinkode eller sit dankort til nogen. Din bank vil aldrig bede om din kode eller tage ud på din bopæl for at hente et kreditkort.
Tag gerne en snak med dine ældre familiemedlemmer og advar dem om fremgangsmåden.
En 54-årig mand kontaktede natten til torsdag kl. 3.12 politiet og anmeldte, at han havde været udsat for vold på Viborgvej ved Christian Hauns Allé i Randers C. Ifølge den 54-årige var han netop steget ud af en taxa, da han kom i diskussion med en anden mand på gaden. Det endte med, at den 54-årige blev overfaldet med flere slag i ansigtet. Den 54-årige havde fået nogle mindre skader i ansigtet, men var umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Indbrud på Djursvej i Vorup begået onsdag 17/8 mellem kl. 6.30 og kl. 15.20.
Torsdag 18. august
Torsdag fik Østjyllands Politi igen anmeldelser fra ældre kvinder i Randers, der var blevet kontaktet af mænd, der havde udgivet sig fra at være fra banken. Denne gang var det en 82-årig kvinde fra Randers NV og en 97-årig kvinde fra Randers C, der var blevet narret til at udlevere pinkode og dankort. I modsætning til dagen før, hvor tre kvinder blev kontaktet, lykkedes det denne gang mændene at nå at hæve flere tusinde kroner på kvindernes kreditkort.
Østjyllands Politi formoder, at der er tale om de samme gerningsmænd, der har været på spil både onsdag og torsdag, og sagen efterforskes nu nærmere.
Indbrud på Nedergårdsvej i Paderup begået 18/08 kl. 16.00.
Fredag 19. august
En 17-årig mandlig bilist er anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Vasen i Randers. Det skete kl. 22.52.
Kl 16.10 blev en bilist anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Havnegade i Randers midtby.
På Ringboulevarden blev en 25-åring mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje kl. 20.05.
Søndag 21. august
En 27-årig mand blev anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han kl. 04.50 blev standset af en patrulje på Bastrups Alle i Vorup.
Hospitalsgade lagde kl. 05.49 vej til, da en mand blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Et tip førte søndag klokken 20.57 en patrulje fra Østjyllands Politi til en lejlighed i Randers C, hvor der var mistanke om, at der var ulovlige stoffer. Ved døren ind til lejligheden blev betjentene mødt af en kraftig lugt af hash, og da den 24-årige mand, der bor på stedet, åbnede døren, meddelte patruljen ham, at de ville visitere ham og ransage hans hjem.
Gemt i fryseren lå en pose med en mindre mængde amfetamin, og derudover fandt betjentene også en mindre mængde hash i lejligheden. Den 24-årige blev derfor sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.
På Valnøddevej i Randers NV er der mellem fredag klokken 16 og søndag klokken 10 begået et indbrud.