Stor succes med job til ukrainere
Beskæftigelsen blandt de fordrevne ukrainere ligger i Norddjurs på et noget højere niveau end i resten af Danmark. 22. august er der jobmesse for at få endnu flere i arbejde.
Et halvt år efter, Rusland invaderede Ukraine, er de fordrevne ukrainere godt i gang med at skabe en normal tilværelse og få et arbejde.
I Norddjurs går det ekstra godt. Ved udgangen af juli var 42 procent af dem således i arbejde.
I denne uge udsendte beskæftigelsesministeriet en opgørelse med tal fra juni, som viser at ukrainere i Norddjurs har væsentligt større sandsynlighed for at være i arbejde, sammenlignet med resten af Østjylland og Danmark. Således lå beskæftigelsen for ukrainere i juni på 30 procent i Norddjurs, 23 procent i hele Danmark, og 20 procent i Østjylland. Norddjurs Kommunes egne tal viser således, at der er sket en stigning i løbet af juli på hele 12 procentpoint.
Karoline Bergkvist Søgaard, formand i Arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune, udtaler:
»Tallene viser, hvad vi kan her i Norddjurs. Virksomhederne og borgerne i Norddjurs har sammen med ukrainerne fundet ud af springe over sprogbarrieren hvor den er lavest, og kommunens ansatte og borgere har gjort en stor indsats for at få det praktiske på plads. Ud over at skaffe jobs, har det handlet om at bosætte sig, tage godt imod og få undervisning i dansk. Nu venter der et arbejde i at fastholde dem med sæsonarbejde og få endnu flere af de fordrevne i arbejde. Det ved jeg, vi kan lykkes med. For virksomhederne har generelt en social ansvarlig indstilling om, at problemer er udfordringer, der skal løses. Ukrainerne viser et stort drive for at komme i arbejde, og vores dygtige medarbejdere på jobcentret arbejder ihærdigt på at skabe nye match.«
Det er også derfor, at jobcentret i Norddjurs har arrangeret en jobmesse mandag 22. august. Her vil forskellige virksomheder stå klar med tolke til at tage i mod op til 60 ukrainere, som har fået en invitation til at møde op for at se, om der kan ske et job-match.
God arbejdskraft
På Kysthotellet Djursland er der mange værelser, som skal gøres rent. Tre af rengøringsassistenterne er fordrevne ukrainere ansat på deltid gennem firmaet Jydsk Miljø Rengøring. Det er der stor tilfredshed med, fortæller driftsleder Irene Schmidt Beier, som kommer med en klar opfordring til andre virksomheder:
»Ukrainerne virker meget pligtopfyldende, de gider godt arbejde. Sørg for, at de går sammen med en anden medarbejder, så der er nogen, de kan støtte sig op af, og find en måde at kommunikere på. Og brug tilbuddet om virksomhedspraktik gennem jobcentret. Så man er sikker på, at der er tid til en ordentlig oplæring, og så er du også sikker på, at det er et godt match.«
Hilding Hviid fra Gjerrild kro har også ansat tre ukrainere.
»Ukrainerne er både flittige og mødestabile.«
Den sproglige udfordring er de kommet mindeligt omkring, forklarer kroejeren:
»Det har hjulpet, at den første vi ansatte, har en datter ansat i landbruget, og hun har gået lang tid på sprogskole. Datteren snakker fint dansk, så hun kunne hjælpe med at komme i gang. Vi havde tilknyttet tolk ved opstart af de to næste – og er der i dag noget, så har vi taget telefonen og ringet til tolken og taget det den ved rundt.«