Fortsæt til indhold

2,2 millioner kroner til foreningslivet i Syddjurs Kommune

Lokalforeningspuljerne har i perioden 2018-2021 bevilget 2,2 millioner kroner til foreninger i Syddjurs Kommune. Det skriver Dansk Idrætsforbund i en pressemeddelelse.

Samfund
sas

Rigtig mange foreninger har de seneste fire år fået en vigtig håndsrækning via lokalforeningspuljerne. Det gælder også foreningerne i Syddjurs Kommune. Her har foreningerne i perioden 2018-2021 modtaget 2,2 millioner kroner.

Et bredt politisk flertal på Christiansborg besluttede i efteråret 2017 at oprette disse puljer for at understøtte det lokale foreningsliv – eksempelvis idrætsforeninger, spejdere og andre almennyttige foreninger.

Foreningslivets hovedorganisationer har siden fordelt midlerne på baggrund af ansøgninger. Midlerne er blandt andet gået til indkøb af rekvisitter, etablering af faciliteter, rekruttering af medlemmer, afvikling af events og afholdelse af sociale arrangementer.

»Foreningslivet er helt centralt for lokalsamfundene i Danmark. Jeg er virkelig glad for, at lokalforeningspuljerne har været med til at skabe aktivitet og glæde rundt om i hele landet,« siger skatteminister Jeppe Bruus (S).

Til gavn i hele landet

Der er udbetalt støtte til foreninger i samtlige danske kommuner, og der er brugt meget få midler på administration. Lokalforeningspuljerne betyder, at der med kort varsel kan støttes op om foreningernes gode idéer og deres ønsker om at skabe aktivitet i lokalsamfundene.

»Lokalforeningspuljen er et vigtigt redskab til at understøtte arbejdet med handicapsagen ude i landets kommuner, med alt lige fra rekruttering af lokale frivillige og Zoomkurser til afholdelse af lokale valgarrangementer. Derfor er det også glædeligt, at der de senere år er sket en massiv stigning i antallet af ansøgninger,« siger formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen.

Danske Handicaporganisationer er en af de otte hovedorganisationer, som formidler midlerne fra lokalforeningspuljerne videre til deres foreninger.

I de første fire år med lokalforeningspuljer er der blevet godkendt og udbetalt i alt 12.183 bevillinger.

Samlet er der søgt for 705 millioner kroner. Heraf er der godkendt og udbetalt bevillinger for 283 millioner kroner.