Fortsæt til indhold

Radio Alfa og CoolUnite søger deltagere til radioindsamling

Pengene fra indsamlingen går blandt andet til børnehospicet Strandbakkehuset i Rønde.

Samfund
sra

Børnefonen CoolUnite og Radio Alfa går sammen om en indsamling, der skal skaffe penge til CoolUnites støtteprojekter, skriver CoolUnite i en pressemeddelelse. Til indsamlingen skal fem-seks virksomheder dyste på forskellig vis om at samle flest penge ind.

Radio Alfa dækker hele eventet, så de 213.000 ugentlige lyttere kan følge med i konkurrencen. De deltagende virksomheder vil både samlet og enkeltgvis deltage i programmet ”Bo’ Morn”.

»Vi har nu muligheden for at invitere interesserede til at deltage i denne unikke mulighed for massiv eksponering af din virksomhed samtidig med, at du hjælper syge og udsatte børn,” udtaler Charlotte Møller Bolivard fra CoolUnite og fortsætter:

»Der er ingen regler i konkurrencen – alle kneb gælder. Det handler om at involvere sine kunder, familie, netværk og forretningsforbindelser.«

Der er utallige måder at samle ind på, og kun fantasien sætter grænser. Virksomhederne kan for eksempel sælge produkter, hvor man donerer overskuddet. Man kan også involvere sine medarbejdere og gå, løbe eller cykle en rute, mens man samler penge ind per tilbagelagt kilometer. Eller man kan arrangere en velgørenhedsmiddag.

Der vil i to uger dagligt være løbende fokus på eventet - og dermed også virksomhederne - på Radio Alfa. Det hele vil kulminere med en fælles afsløring af, hvor mange penge de enkelte virksomheder har indsamlet, live i radioen.

»Der er vores håb, at rigtigt mange vil involvere sig i projektet, så vi sammen kan få samlet penge ind til børnene,« siger Charlotte Møller Bolivard.

De indsamlede vil blandt andet gå til Danmarks to børnehospice, hvor Strandbakkehuset i Rønde er det ene, foruden donationer til blandt andet Røde Kors, Barnets Blå Hus, Pausehuset på Øland og julehjælp.