Fortsæt til indhold

Elever med i teater i skoven: »En fed oplevelse«

Generalprøve med 8. klasse som deltagere inden fire weekends med to forestillinger hver dag.

Samfund

Vi er ikke tilskuere til forestillingen Twisted Forest, der i disse dage spiller i Røgen Skov. Vi er deltagere. Og det er ikke på en scene, men i en skov hvor man gruppevis føres rundt af væsner, man møder, og får retninger angivet af de beskeder, man får i sine hovedtelefoner.

Faktisk er det én lang sansemættet oplevelse, halvanden time, med nærvær på skovbund, blade, træer og træstubbe, mudder, vind, og hele tiden sat i relation til egen krop - åndedræt, rygrad, hænder, blod, puls etc.

Generalprøve med 8. klasse

Denne fredag formiddag er eleverne i 8.a og 8.b fra Hadbjerg skole inviteret med ind i universet. Det er en slags generalprøve, inden de egentlige forestillinger begynder om lørdagen 20. august, og derefter fire gange om ugen, to gange om dagen, indtil sidste forestilling søndag 11. september.

Søren, til venstre, og Johan kastede sig begge ud i teateroplevelsen med krum hals, og begge syntes også, at det havde været en fin oplevelse. Foto: Anette Bonde.

Efter at være iført dragter, der skal beskytte mod fugt og snavs, samt hovedtelefoner, deles vi op i hold a tre-fire personer markeret med farvede bånd på dragten. Og så er vi klar. Ud i skoven, ud mod det uvisse, en behagelig stemme i ørerne der fortæller, hvor vi skal hen, iblandet fuglesang og andre skovlyde ...

Vi møder venlige væsner, der med enkle fagter viser, hvad vi skal, og andre gange er det stemmen i ørerne, der guider os ind i oplevelserne. Alt sammen med enkle midler fra skovens og naturens gavmilde skatkammer og med minutiøs timing takket være effektiv elektronik.

»En speciel oplevelse«

»Jeg synes, det var en lidt speciel oplevelse, men meget fin,« siger Søren efterfølgende. Han kalder det også for en spirituel oplevelse.

»Man lærte sig selv lidt bedre at kende, meget med at skulle ind i sit eget sind og opleve sig selv.«

Johan husker detaljeret alle de forskellige indtryk og opgaver, man fik undervejs: ligge i græsset, kaste med visne blade, løbe efter kvinde der kaster med pinde, få malet på sin hånd med mudder, balancere på træstubbe, lede efter spor med mere. Han hæfter sig især ved de dragter, man skulle have på.

»En slags elverdragt a la rollespil,« kalder han dem.

Både Elvira, til venstre, og Minna, kunne godt tænke sig at prøve igen. Foto: Anette Bonde.

Han er imponeret over så godt det hele hang sammen i forhold til teknik, timing og virkemidler. Efterfølgende kom han til at tænke over, at det må have været et stort arbejde at tilrettelægge forestillingen.

»Der er lagt mange kræfter i.«

Johans overordnede indtryk er, at det både var en speciel og sjov oplevelse.

»Det var helt klart federe, end jeg havde regnet med. Ja, en fed oplevelse. Sjovt at prøve. Og det er jo ikke hver dag, man trækker i en elverdragt og sidder og rusker rundt i en bladbunke,« griner han.

Minna kunne faktisk godt tænke sig at prøve igen.

Deltagerne får dragter på, der beskytter mod fugt og snavs. Foto: Anette Bonde.

»Det var meget sjovt at prøve og er anderledes end hvad man normalt laver, faktisk meget anderledes. Man skal bruge fantasien til at leve sig ind i det.«

Også Elvira har appetit på mere. Alle grupperne oplever nemlig ikke det samme, og hun kunne godt tænke sig at vende tilbage og prøve det, hun ikke fik med i første omgang. Hun synes, at hovedtelefonerne gjorde oplevelsen særlig intens.

»Det at man havde de lyde i ørerne gjorde, at man følte sig lukket ind i en anden verden, væk fra skole og lektier og ind i en helt anden stemning, en fantasiverden.«

Dedikerede elever

Kathrine Kihm, produktionsleder, og Kristine Hoelgaard, produktionsassistent og forestillingsleder, er tilfreds med forløbet.

»Det var nogle søde og dedikerede elever. Det er en anderledes oplevelse, men alligevel havde de allerfleste masser af gåpåmod. Kun nogle få var lidt forbeholdne, men alle får noget med sig uanset hvad.«

Deltagerne følger spor, væsner og guides af stemmer i hovedtelefonerne på turen gennem skoven. Foto: Anette Bonde.

Kathrine Kihm oplyser, at deltagerne alle oplever noget forskelligt undervejs.

Bag forestillingen står teatertruppen og performancesamarbejdet Wunderland, der er etableret på tværs af danske og internationale kunstnere. Wunderland stod også bag forestillingen ’Spådommen om Høje Stene’ i 2019 i forbindelse med fundet af skibssætningen Høje Stene tæt på Gudenåen ved Vejerslev.

Kristine Hoelgaard, til venstre, og Kathrine Kihm pakker grej sammen efter forestillingen, efter at eleverne havde takket af og kørte tilbage til en ganske almindelig skoledag på Hadbjerg Skole. Foto: Anette Bonde.