Aarhus Havn indgår stor aftale om grøn strøm
Aarhus Havn og NRGI har indgået en aftale, som sikrer bæredygtig og klimavenlig strøm til den store havn.
Aarhus Havn har med ny aftale sikret, at havnen får leveret grøn strøm i en tiårig periode. Omstillingen sker som et resultat af en ny leverandøraftale – en såkaldt PPA-aftale (Power Purchase Agreement) - indgået med NRGI-koncernen.
Det oplyser havnen i en pressemeddelelse.
Aftale betyder i, at Aarhus Havn får leveret grøn strøm til en fast pris fra et nyetableret vedvarende energianlæg via NRGI.
»Det er et vigtigt skridt mod vores mål om at være CO2-neutrale i 2030. Det er et ambitiøst mål, som kræver konkret handling, og det er den nye aftale et udtryk for. Derfor er vi meget glade for aftalen og samarbejdet med NRGI,« siger Anne Zachariassen, der er COO hos Aarhus Havn, i pressemeddelelsen.
Også hos NRGi er man glade for aftalen og kan se flere fordele ved det nye samarbejde.
»Virksomheder kan gøre en afgørende forskel ved aktivt at vælge at købe ny grøn og tilskudsfri strøm og dermed reducere CO2-emissionerne betydeligt og samtidig påvirke produktionen af ny grøn strøm, og det er netop, hvad Aarhus Havn forpligter sig til med denne aftale,« siger Jakob Bundgaard, direktør hos NRGI Renewables, i pressemeddelelen.
Aftalen er gældende fra 2025 til 2034.