Europæisk techgigant forfremmer COO til dansk topchef
Den europæiske techgigant team.blue med hovedsæde i Skanderborg, har netop forfremmet COO, Lotte Bendstrup til ny dansk topchef.
Techgiganten team.blue, der har 1700 medarbejdere fordelt på 26 kontorer over hele Europa, har fra 1. juli forfremmet deres COO, Lotte Bendstrup, til ny topchef for den danske afdeling.
Jeg har kæmpestore ambitioner på forretningens vegne, og jeg glæder mig utrolig meget til den spændende rejse, som jeg skal ud på sammen med de 200 andre dygtige og ambitiøse ildsjæle, der er med på holdet i den danske afdeling.Lotte Bendstrup.
Seneste regnskabsår viste en omsætningsstigning på 15 procent til 476 millioner kroner, og ansættelsen sker som led i en ambitiøs målsætning om at blive førende digital samarbejdspartner på samtlige europæiske markeder.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Lotte Bendstrup har gennem de seneste fire år været ansat som COO under den hidtidige CEO og stifter, Stefan Rosenlund, der forlader posten efter 22 år. Tiden hos team.blue samt tidligere ansættelser hos blandt andet Surftown har givet hende en enorm brancheerfaring, og hun glæder sig til de nye udfordringer.
»Jeg har kæmpestore ambitioner på forretningens vegne, og jeg glæder mig utrolig meget til den spændende rejse, som jeg skal ud på sammen med de 200 andre dygtige og ambitiøse ildsjæle, der er med på holdet i den danske afdeling. Stefan har gennem de seneste mere end 20 år opbygget en fantastisk forretning og samlet et superstærkt team. Så det er også lidt en ære at få muligheden for at tage over efter ham,« siger Lotte Bendstrup og fortsætter:
»Jeg går ydmygt til opgaven. Når det er sagt, skal der ikke herske nogen som helst tvivl om, at jeg er meget kompromisløs, når det kommer til at levere den bedste kvalitet til vores kunder. Jeg tror på, at det er medarbejderne omkring mig, der kan skabe den magi, der skal til for at løfte den opgave, og jeg er helt sikker på, at jeg får stor gavn af mine kompetencer og erfaringer i forhold til at udvikle forretningen i tiden, der kommer.«
Formlen ligger klar
Ifølge Lotte Bendstrup står der vækst øverst på agendaen for team.blue, og den nye direktør har en klar formel til, hvordan det ambitiøse mål skal indfries – både i Danmark og på internationalt plan.
»Vores danske vækstrejse har hidtil foregået gennem opkøb. Nu er der ikke så meget tilbage at købe op i Danmark, og derfor vil vi satse mere på den organiske vækst i forhold til kerneforretningen. Desuden er strategien, at vi vil udvide vores samlede services. Det skal primært ske ved at opkøbe virksomheder, der tilbyder ydelser, som ligger tæt op ad kerneforretningen,« siger Lotte Bendstrup.
Målet er ifølge direktøren, at team.blue i fremtiden skal være en full-service digital samarbejdspartner, der kan hjælpe kunderne på alle dele af deres digitale rejse. I fremtidens set up skal hosting, der er den nuværende kerneydelse, blot være en af mange services, som virksomheder kan benytte sig af - eksempelvis i forhold til innovative løsninger målrettet den digitale kunderejse.
En vigtig rolle
Claudio Corbetta er Group CEO hos team.blue, og han fortæller, at Danmark spiller en særdeles vigtig rolle i koncernens ambitioner om at styrke den europæiske markedsposition. Han er glad for at have fundet en kompetent afløser for Stefan Rosenlund.
»Jeg har kendt Lotte siden 2019, hvor vi skabte team.blue, og jeg ved, hvad hun står for. Derfor er jeg yderst tilfreds med, at hun har takket ja til jobbet som ny dansk direktør. Vi har nogle ret høje målsætninger om at styrke vores position i Europa, og i den proces kommer hendes team til at spille en meget vigtig rolle. Det gælder både, når vi skal kapre markedsandele i Danmark, og når vi skal etablere os og vækste i andre lande som eksempelvis Sverige,« siger Claudio Corbetta.